Skip to main content

Eliteprojekt

”TID TIL BEVÆGELSE” – En Situationel Dialektisk Kulturanalyse af medarbejderne på SDU’s kulturer i forhold til fysisk aktivitet i arbejdsdagen (2021) af Emil Laurberg Mogensen

 

Det foregående undringsspørgsmål, der dannede baggrund for afhandlingens institutionelle forankring i medarbejderne på SDU, omhandlede: Hvorfor har videnskabeligt personale på SDU mindre lyst til fysisk aktivitet i arbejdsdagen end teknisk-administrativt personale – er det et spørgsmål om kultur? Med inspiration fra 3. verdensmål, Sundhed og Trivsel, og i samarbejde med projekt ”SDU Bevæger Sig”, søgte jeg at skabe evidens omkring medarbejderne på SDU’s kulturer i forhold til fysisk aktivitet i arbejdsdagen.

Min tilgang til kulturanalyse er funderet i og tager udgangspunkt i mit eget bud på en Situationel Dialektisk Kulturanalyse (SDK). Med afsæt i den multiperspektivistiske tilgang i SDV kombineres i SDK en række konkurrerende analysemetoder i et dialektisk samspil med henblik på at skabe fortællinger om kulturen, hvor data synliggøres fremfor det metodiske valg. Med andre ord: Det metodiske valg vil afhænge af den data, der indsamles, hvorefter der er mulighed for at anvende analysemetoder situationelt afhængig af, hvad der ønskes og anses mest givtigt at belyse om kulturen.

På baggrund af 15 kvalitative interviews, dokumentanalyse af et omfangsrigt spørgeskema udarbejdet af ”SDU Bevæger Sig”, autoetnografi og aktionsforskning skabte jeg to fortællinger. Den første fortælling omhandlende fysisk aktivitets aktualitet, udvikling og potentiale som del af arbejdsdagen på SDU, hvorimod den anden fortælling zoomede ind og fokuserede på medarbejdernes forskellighed, ønsker og behov, særlige udfordringer samt medarbejdernes relation til hinanden og til Syddansk Universitet.

Med afsæt i denne viden er der udarbejdet et løsningsforslag indeholdende 7 indsatser, som specifikt beskriver og belyser, hvordan projekt ”SDU Bevæger Sig” kan opfylde sit mål om at integrere fysisk aktivitet i arbejdsdagen og med en tidsramme på 9 måneder, inden projektbevilling udløber. Jeg har præsenteret analyseudledningerne og løsningsforslaget for projektgruppen i projekt ”SDU Bevæger Sig”.

Der er med ”SDU Bevæger Sig” etableret et fortsat samarbejde i forbindelse med mit speciale, hvori jeg søger at skabe evidens omkring SDU-studerendes kulturer i forhold til fysisk aktivitet i studiedagen.

Sidst opdateret: 21.02.2024