Skip to main content

Eliteprojekt

Er det ikke farligt? - Formidling af polyfoni via storytelling som internt ledelsesredskab (2012)

Mit projekt handler om håndteringen af modfortællinger, baseret på en antagelse af, at modfortællinger er en naturlig og uundgåelig del af interaktion i organisationer. Derfor var formålet med projektet at undersøge betydningen af modfortællinger og den manglende anerkendelse af disse. Derudover søgte jeg i projektet at udvikle den traditionelle anvendelse af storytelling som internt ledelsesredskab, således at de narrative styrker kan udnyttes til at formidle og identificere såvel med- som modfortællinger.

 

Jeg anvendte Johansens Ph.d. om narrativitet, og dermed var en narrativ identitetsopfattelse i centrum. Derudover benyttede jeg Fischers kompleksitetsteoretiske tilgang til ledelse. Således søgte jeg at integrere modfortællinger i den strategiske interne kommunikation – herunder storytelling. For at kunne undersøge min problemstilling indsamlede jeg empiri ved hjælp af deltagende observation i virksomheden Danbor A/S. En kulturanalyse af organisationen udgjorde projektets kerne.

 

Projektet resulterede i en anbefaling om at anerkende og erkende modfortællingers liv i organisationer og i højere grad turde anvende dem mere strategisk i den interne kommunikation netop ved hjælp af narrative redskaber som for eksempel fortælling som workshop, hvor både med- og modfortællinger får plads og anerkendelse. Jeg indikerer i projektet, at en kompleksitetsteoretisk inspireret anvendelse af modfortællinger vil styrke den interne kommunikation i organisationer.

 

Julia Rytter Dakwar

 


Sidst opdateret: 21.02.2024