“Jeg synes bare, han virker som en rar gut” - Kan man synes noget og være professionel rekrutteringskonsulent på samme tid? (2019) af Kirsten Abild Nissen og Pamela Petrea Sørensen
Hidtidig forskning om portrættets betydning på et CV har vist, at det stadig er vigtigt at gøre opmærksom på manglen af ligestilling på arbejdsmarkedet, hvorfor forskningen har undersøgt problemstillinger om portrætter på CV’er ud fra jobansøgerens perspektiv. Forskningen har altså været med fokus på at eliminere diskrimination af udseende, hvor f.eks. synlige handicaps, attraktivitet og religiøse overbevisninger gør sig gældende.
Vi har i vores forskningsprojekt derfor taget udgangspunkt i at skabe en bevidstliggørelse af portrættets betydning på et CV set med rekrutteringskonsulenters øjne med afsæt i følgende problemformulering: Hvilken betydning har portrættet på CV’er i brancher, hvor mødet med kunden er centralt? Og hvilke diskurser optræder, når rekrutteringskonsulenter italesætter portrættet på et CV, og rangordner CV’er med dertilhørende portræt?
Dataindsamlingen har bestået af 9 semistrukturerede interviews med rekrutteringskonsulenter, der er ansat i en større dansk rekrutteringsvirksomhed. Derudover har vi foretaget 4 semistrukturerede interviews med 4 kandidatstuderende fra Syddansk Universitet, der i projektet har optrådt som en alternativ kontrolgruppe.
Bevidstliggørelsen af portrættets betydning på et CV set med rekrutteringskonsulenters øjne er gjort ud fra en multiperspektivisk tilgang, hvorfor Situationel Dialektisk Videnskabsteori (SDV) og Situationel Dialektisk Diskursanalyse (SDD) har skabt rammerne for forskningsprojektets udfoldelse.
Forskningsprojektet viste først og fremmest, at portrættets betydning på et CV i brancher, hvor mødet med kunden er centralt, har en kompleks og bestemt størrelse. Dette fordi, at portrættets betydning blev italesat og rangordnet på forskellig vis af rekrutteringskonsulenterne, hvorfor delanalyserne pegede i forskellige retninger, men samtidig gav anledning til at identificere fælles sproglige mønstre, hvoraf vi kunne udlede følgende fire forskellige diskurser:
En pålidelighedsdiskurs, en forhandlingsdiskurs, en følelsesdiskurs og en erfaringsdiskurs.
Endeligt har vi ud fra en perspektiverende analyse vha. kontrolgruppen og en inddragelse af kompleksitetsteoretikeren Ralph Stacey fundet frem til nogle nuanceringer om portrættets betydning på et CV.