Skip to main content

Eliteprojekt

Sportssponsorers iskolde prioriteringer

I skrivende stund kæmper flere danske sportsklubber fordelt over forskellige sportsgrene med en dalende økonomi. Dette projekt sætter fokus på sportssponsorerne, som sponsorekspert Jiffer m.fl. (1999) fremhæver som et af de væsentligste elementer i en sportsklubs overlevelse. Projektet har med afsæt i den multiperspektivske Situationelle Dialektiske Videnskabsteori undersøgt, hvad sportssponsorerne prioriterer højest, og hvordan klubberne kan fremstå mere attraktive for disse.

Udgangspunktet blev taget i samarbejdspartneren Odense Bulldogs. 28 semistrukturerede interviews blev foretaget med henholdsvis lokale, mellemstore og store nationale samt globale virksomheder. Dataene blev analyseret gennem den Situationelle Dialektiske Diskursanalyse. Her bidrog den dialektiske lingvistik, socialsemiotikken, kompleksitetsteorien og værdirealisering til forståelsen af genstandsfeltet.

Med inspiration fra det eksperientielle netværk opstillede projektet et netværk af elementer, der blev anset som særlige betydningsfulde for sponsorerne, og som projektet opfordrer klubberne til at inkorporere i deres henvendelser til sponsorerne. Flere sponsorer erfarer netop, at deres behov overses, for at klubben i stedet kan maksimere sin egen omsætning. I forlængelse heraf viser det sig endvidere, at størstedelen af sponsorerne langt fra oplever, at de får den modydelse, de havde forventet. Således fremstilles afkastet af sponsoratet med et forbehold. Ydermere fremstod ishockeyen for en stor del af sponsorerne som en ikke-attraktiv sportsgren, der ifølge sponsorerne ikke havde en samhørighed med deres egne værdier.

Disse analyseresultater udviklede sig til en række løsningsforslag til Odense Bulldogs og andre klubber i lignende situationer, hvor der argumenteres for et større fokus på at tage sponsorens attitude og herigennem at forsøge at maksimere deres udbytte af sponsoratet – eller samarbejdet, som sponsorerne ønsker at navngive det.

 

Mathias Wiingaard

Sidst opdateret: 21.02.2024