Skip to main content

Eliteprojekt

Organisationer som musikalsk sammenspil (2021) af Niels Peter Nielsen

 

Musik følger os hele livet fra vugge til grav, og det har en helt central rolle i størstedelen af vores ritualer (fødselsdage, jul, begravelser, osv.). Musik er altså et fænomen, som alle har et forhold til. At spille musik sammen med andre er ikke ligetil og især ikke, hvis det skal lyde godt. Der er en del lighedstræk mellem musikalsk og organisatorisk sammenspil. Ved at sætte lighedstegn mellem musikalsk sammenspil og organisationer opnår man nye og unikke indsigter i organisationers liv.

Med afsæt i Gareth Morgans tradition for organisationsmetaforik præsenterer jeg organisationsmetaforen ”Organisationer som musikalsk sammenspil”. Metaforen er skabt med videnskabsteoretisk ståsted i den situationelt dialektiske videnskabsteori og en fantasi- empiriskfunderet tilgang til organisationsmetaforopbyggelse.

Organisationsmetaforen ”Organisationer som musikalsk sammenspil” har til hensigt at undersøge det interne sammenspil, der er i organisationer. Metaforen benytter fire overordnede musikfaglige begreber: genre, harmonik, dynamik og tempo. Disse anvendes til at vurdere det organisatoriske sammenspil, samt hvordan sammenspillet lyder. Det er ikke let at skulle spille sammen med andre, og det kræver meget for at forstå de processer, der sker i et sammenspil. Dog bliver denne kompleksitet forenklet gennem denne organisationsmetafor.

Sidst opdateret: 21.02.2024