Skip to main content

Eliteprojekt

Tilbage på kontoret – der er dårlig luft og lugter lidt. Et situationelt dialektisk studie af Covid-19-hjemsendelsernes betydning for ledelse i Danmark (2021) af Regitze Misser Klenke

 

De seneste to år har været epokegørende i mange henseender. Vores verden og samfund har ændret sig, og vi er nødt til at være bevidste om denne forandring. Her taler jeg om en forandring forårsaget af en global pandemi, som vi bedre kender som Covid-19 eller Coronavirus.

I starten af 2020 havde ingen af os gættet på, at vi blot nogle få år senere stod foran en tredje, fjerde eller femte nedlukning af vores land. I dag er konceptet omkring nedlukninger dog ikke fremmed for os, og det kan tilmed være svært at forestille sig en verden helt uden restriktioner og potentielle nedlukninger.

Jeg har med mit projekt undersøgt, hvordan ledere og medarbejdere har oplevet det at arbejde hjemmefra – også kaldet distancearbejde. Dette projekt har dog fokus på ledelse, da jeg her har opdaget et hul i forskningen såvel som i samfundsdebatten. Vi har indtil nu hørt meget om, hvordan f.eks. medarbejdere og skoleelever er blevet påvirket af de mange nedlukninger, men hvad med lederne?

Dette projekt har haft til formål at undersøge, hvad vi kan lære af disse nedlukninger og det tvungne distancearbejde, og hvordan vi kan bruge denne læring i forbindelse med ledelse i fremtiden. Som konklusion på mit projekt har jeg præsenteret de indledende tanker til en ny situationel dialektisk teori: Situationel Dialektisk Arbejdsorganisering (SDA). Denne teori bygger videre på tankerne fra Situationel Dialektisk Ledelse og indeholder på nuværende tidspunkt seks fokusområder: placering, kommunikation, tidspunkt, opfølgning, social og møder. Tankerne bag SDA har jeg udtænkt på baggrund af en situationel dialektisk diskursanalyse foretaget på både interviews, spørgeskema og en APV-undersøgelse.

Alt i alt kan konklusionen på mit projekt koges ned til, at vi har brug for at kunne arbejde både hjemmefra og fra arbejdspladsen i fremtiden, samt at det både kan være godt og dårligt med distancearbejde. Jeg kan derfor ikke give et klart ja eller nej svar, hvis jeg bliver spurgt om, hvorvidt vi skal praktisere mere distancearbejde i fremtiden, for mit svar vil hertil være både-og.

Sidst opdateret: 21.02.2024