Skip to main content

Eliteprojekt

Uden Patienter, Intet Hospital (2015)

Fra mange sider ønskes indsatsen omkring brugerinddragelse, altså inddragelsen af patienter og pårørende i egne eller generelle sundhedsspørgsmål, i den danske sundhedssektor udvidet. Sundhedsfaglige forskningsmidler allokeres i højere og højere grad til projekter, der indeholder et brugerperspektiv, og mange politikere ser brugerinddragelse som et redskab til at højne kvaliteten og ikke mindst effektiviteten. Med projektet "Uden Patienter, Intet Hospital", søgte jeg at bidrage til beskrivelsen af den danske brugerinddragelsesindsats. Med udgangspunkt i en Morganiansk metaforanalyse, med særlig vægt på en Scheinsk kulturanalyse, analyserede jeg organisationskulturen på et mindre dansk privathospital, der både bedriver rehabilitering, forskning og uddannelse, og som har været frontløbere i arbejdet med brugerinddragelse i Danmark. Jeg sammenholdt de grundlæggende antagelser i organisationskulturen med de grundlæggende antagelser i disciplinen brugerinddragelse, for at finde barrierer og katalysatorer for brugerinddragelsen. Analysen af brugerinddragelse og organisationskulturen viste, at der var totalt sammenfald mellem de to fænomeners grundlæggende antagelser. Dette forklarede, hvorfor organisationens medlemmer fandt brugerinddragelse så selvfølgeligt, ligesom det også forklarede samme organisationsmedlemmers reducerede bevidsthed om andre organisationsinteressenter end lige nøjagtigt patienterne. Organisationen var lykkedes med at skabe en patientcentreret indsats i en sådan grad, at organisationsmedlemmerne havde enactet omverdenen til at bestå overvejende af patienter. Anbefalingen til organisationen blev således, at arbejde med deres omverdensforståelse. Anbefalingen til forskningen blev yderligere at udforske sammenhænge mellem disciplinen brugerinddragelse og organisatoriske markører, såsom kultur, for at belyse indsatsområder, der kan bidrage til en mere holistisk brugerinddragelsesindsats i organisationer, der ikke er lige så kulturelt indstillede på brugerinddragelse, som denne caseorganisation.

 

Tabitha Maria Guldberg Andersen


Sidst opdateret: 21.02.2024