Skip to main content
årsfest

Anerkendt designantropolog bliver æresdoktor

Designprofessor Alison J. Clarke fra Universität für angewendte kunst i Wien har de seneste 20 år stået i centrum for udviklingen af humanistiske designstudier. Nu bliver hun æresdoktor på SDU.

De ellers så latterliggjorte Tupperware-parties var afgørende for opbyggelsen af de hjemmegående amerikanske kvinders selvværd og selvbestemmelse og den ikoniske plastikopbevaringsboks' enorme succes i 50’ernes USA.

Det påviste Alison J. Clarke i 2000 med afhandlingen ”Tupperware: The Promise of Plastic in 1950s America”, og dermed skrev den britiske designforsker ny designhistorie. For hendes afhandling var særligt nyskabende på grund af sin inddragelse af hverdags- og forbrugsstudier i designhistorien.

 

Banebrydende design

Siden har den anerkendte designhistoriker og socialantropolog været banebrydende inden for designfeltet ved at demonstrere, hvordan antropologiske metoder og perspektiver kan spille en væsentlig rolle designhistorisk. Men bestemt også i forhold til fremtidens verden, som måske slet ikke på samme måde vil præges af ting og masseforbrug.

Senest har Alison J. Clarkes forskning sat fokus på den østrigske designer Victor Papaneks dagsordensættende aktiviteter på både den danske og andre nordiske designskoler, der ledte frem til Papaneks gennembrud med en af verdens mest læste bøger om design ”Design for the Real World”. En bog der med sit fokus på social design, brugerinddragelse og bæredygtighed i dag virker mere relevant end nogensinde.

 

Fokus på brugerinddragelse

Alison J. Clarkes forskning – også i den skandinaviske tradition for brugerstudier – har været til stor inspiration for designforskningen på SDU. Ligesom hendes forbindelse til danske forskningsmiljøer gør hende til en værdifuld international samarbejdspartner og formidler af dansk designforskning.

Derfor modtager designprofessoren fredag ved SDU’s traditionsrige årsfest det ultimative akademiske skulderklap; hun bliver æresdoktor på SDU og opnår dermed den højest mulige akademiske grad.

Du kan se mere om årsfesten her


Kort om Alison J. Clarke

Direktør for Victor Papanek Foundation i Wien og leder af og professor ved afdelingen for designhistorie og designteori på University of Applied Arts i Wien.

Hun har ledet en række forskningsprojekter inden for designhistorie og designantropologi med både engelske og østrigske forskningsbevillinger.

Hun er designhistoriker fra Royal College of Art i London med en ph.d. i antropologi fra University College i London.

 

 

 

Redaktionen afsluttet: 30.10.2017