Skip to main content
Ny professor

Jørn Brøndal bliver ny professor

SDU’s nye professor i amerikansk historie beskæftiger sig med USA det meste af døgnet. Selv når han lufter familiens hund Felix, bliver han klogere på amerikanske forhold.

56-årige Jørn Brøndal er netop blevet udnævnt til ny professor ved Center for Amerikanske studier på SDU og bliver samtidig fast centerleder på Amerikanske studier.

Den medievante forsker, der er fast gæst i DR 2-programmet Jersild om Trump og blandt danske mediers fortrukne eksperter i amerikanske forhold overtager professor-stillingen efter David Nye, som går på pension.

 

 

Og det er ikke uden ærefrygt, at Jørn Brøndal træder i David Nyes fodspor:

- Det er en overvældende stor ære at skulle følge efter David Nye som professor, fordi han er en ekstremt flittig forsker og et kæmpe internationalt navn, siger Jørn Brøndal om udnævnelsen.

 

Forpligtet til formidling

Flittig er nu også et ord man fristes til at hæfte på professor Jørn Brøndal, der – udover det daglige arbejde som forsker og underviser - utrætteligt bidrager til den offentlige debat med sine analyser i medierne af både amerikansk politik, raceproblemerne i USA med meget mere. Ligesom han jævnligt holder foredrag i hele landet.

 

- Jeg føler en stor forpligtelse til at formidle problemstillingerne omkring Trump og det nuværende amerikanske præsidentskab i en periode, hvor USA virkelig er i stormvejr. Så jeg følger meget med i de amerikanske medier og debatter, og har lige nu 300-400 siders noter om Trump, som vi må se, hvad skal bruges til på sigt. Det betyder selvfølgelig, at jeg arbejder ekstremt hårdt, nok også lidt for hårdt, hvis du spørger min familie, siger professor Jørn Brøndal. Han arbejder sideløbende på et projekt om skandinaviske rejseskribenters oplevelser af USA i perioden fra ca. 1850-1910.

 

Hundeluftning med nyheder

Han har dog fundet en god metode til at fordybe sig i USA, mens han passer de hjemlige forpligtelser; Når Brøndal lufter familiens hund Felix to gange dagligt, ja så foregår hundeluftningen med høretelefoner, så han samtidig kan høre nyheder fra amerikanske medier som podcasts og være godt forberedt til næste ekspert-optræden.

 

Brøndals glødende interesse for USA blev vakt, da han som historiestuderende tog et bifag i amerikanske samfundsforhold på Københavns Universitet. Og voksede til livslang fascination, da han i to omgang drog på udveksling til Madison, Wisconsin, hvor han også skrev sin ph.d. om skandinaviske indvandrere i staten.

 

- Det var enormt inspirerende at leve i et land, der er så forskelligt fra Danmark. Amerikanerne er kendetegnet ved stor åbenhed overfor andre og er enormt stolte af deres nation, der er bygget på nogle klare ideer om frihed, lighed og ret til at stræbe efter lykken. Og samtidig er det så spraglet et samfund med alle mulige etniske grupper, som det trods alt er lykkedes at holde i nogenlunde fredelig sameksistens – i hvert fald i forhold til, hvor galt det kunne gå med så mange etniske grupper i samme land, forklarer professor Jørn Brøndal.

 

Sidste år udgav Jørn Brøndal den anmelderroste og prisnominerede bog ”Det sorte USA – fra uafhængighedserklæringen til Barack Obama” og senest har han bidraget til bøger om dilemmaet mellem de amerikanske lighedsrettigheder og afroamerikanernes forhold og John F. Kennedy og kampen for borgerrettigheder

Jørn Brøndal er gift med færøske Hervør. Parret bor i Seest ved Kolding og sammen har de tre voksne børn og et barnebarn. 

Redaktionen afsluttet: 03.11.2017