Skip to main content
digitalt

Humaniora har fået ny digital indsatsgruppe

Digitaliseringen - og ikke mindst software, der effektivt kan finde mønstre i de store datamængder - åbner helt nye muligheder – også for humanistiske forskere. På Humaniora er en ny indsatsgruppe klar til at understøtte forskerne med bistand til datadrevne undersøgelser af menneskelig kultur.

Kan det påvises, at Grundtvig havde psykiske problemer ud fra hans samlede digitaliserede værker? Hvordan har demokratiforståelsen udviklet sig i Danmark og Holland de seneste 200 år – set gennem tusinder af digitale aviser? Kan man forudsige verdens næste bestseller via dataanalyse af kvaliteterne i eksisterende bestsellere?

Mængden af data i verden eksploderer i et tempo, som vi aldrig har set før. Og den øgede digitalisering - og ikke mindst software, der effektivt kan finde mønstre i de store datamængder - åbner for helt nye forskningsmuligheder – også for humanistiske forskere.

Over den teknologiske hurdle

Og på Det Humanistiske Fakultet satses der nu på de digitale muligheder – også fordi der er mulighed for at blive førende på området pga. adgangen til SDU’s supercomputer.

En ny indsatsgruppe med bl.a. lektor i e-science Kristoffer Nielbo, en af Nordens markante forskere på området, står nu klar til at understøtte din og kollegaerne på humanioras forskning med teknisk, teoretisk og praktisk bistand i forhold til datadreven forskning. Artiklens indledende forskningsspørgsmål er blot nogle af de temaer, som man arbejder med pt. Og der er plads til flere interessante projekter, understreger Kristoffer Nielbo, der også er ph.d i filosofi.

-Vi er en lille dynamisk og fleksibel gruppe, som kan hjælpe med at bryde den teknologiske hurdle og dermed sikre, at SDU’s humanistiske forskere kan gøre det, de er bedst til, men en ny digital virkelighed – med de muligheder det giver. I takt med at mængden af data vokser helt uhørt, er der brug for andre metoder, hvis Humaniora skal blive ved at lave god og repræsentativ forskning. Og vi kan hjælpe med at bryde læringskurven, fordi forskerne kan komme til os i stedet for selv at skulle erhverve de tekniske kompetencer til at programmere, forklarer lektor Kristoffer Nielbo.

Sådan kommer du i gang

Med udgangspunkt i et projektrum og en avanceret specialbygget computer på Institut for Historie er ideen med Humanioras nye digitale enhed, at de interessante nye forskningsresultater opstår i et kreative samspil mellem old school analoge eksperter og computerdriftige og software-kreative forskere. Derfor er både mailen og døren altid åben for humanistiske forskere med et godt forskningsspørgsmål. 

-Vi arbejder ud fra en guerillastrategi, hvor vi hurtigt mødes med folk og hjælper med at udvikle deres projektidé og en prototype for dataundersøgelsen på en uge eller i løbet af fem torsdage, og vi kan sagtens hjælpe med at skaffe data, bare man ved, hvilke data, man vil undersøge, forklarer Kristoffer Nielbo. 

Den nye enhed vil i den kommende tid arbejde opsøgende på bl.a. konferencer og i forskningsgrupper for at sprede ordet om de nye digitale muligheder for humanistiske forskere på SDU. Der opbygges en lokal server, hvor de mest almindelige redskaber til dataanalyser samles og kan tilgås af interesserede forskere. Endelig udbydes der kurser og workshops i e-science både for forskningsgrupper og studerende, bl.a. begynder en studiegruppe – primært for studerende – i programmering for humanister i februar 2018.

Er du interesseret i at vide mere om e-science for humanister kan lektor Kristoffer Nielbo kontaktes på knielbo@sdu.dk, og man kan læse mere om Nielbos mange projekter med datadreven forskning her

Mød forskeren

Lektor og ph.d. Kristoffer Nielbo er humanistisk forsker, der har en baggrund som kandidat i Religion fra Aarhus Universitet, og siden har arbejdet både nationalt og internationalt med udvikling af computerdrevne undersøgelser af kulturelle data. Han netop ansat på SDU for at stå i spidsen for en ny e-science-enhed på Humaniora.

Redaktionen afsluttet: 08.11.2017