Nyt digitalt liv til Melville
Den kanoniserede havforfatter Herman Melville er hypet internationalt – nu vil passionerede kræfter på SDU gøre ham mere kendt herhjemme via en ny hjemmeside.
Herman Melville rider i disse år på sin tredje runde af succes i USA som vel nok Amerikas største forfatter - knap 200 år efter han blev født.
I Danmark er interessen noget mere beskeden for forfatteren bag hvalfangerkrøniken Moby Dick og andre klassikere som Billy Budd og Bartleby. Og det skal der gøres noget ved, mener lektor i litteratur, Søren Frank, og hans studerende og Melville-entusiaster, Pernille Vagtborg Nielsen, Alexander Overgaard Rasmussen og Karina Petersen.
Derfor lancerer de nu den første danske hjemmeside om den amerikanske forfatters værk og liv; melville.dk
- Melville fylder enormt meget internationalt for tiden, bl.a. fordi hans hovedværk Moby Dick er enormt relevant på grund af sit fokus på havets rolle i forhold til ressourceudnyttelse og klimaforandringer. Og skildringen af den gale kaptajn minder en del om Donald Trump, forklarer lektor Søren Frank og uddyber:
- Det er også vigtigt at slå på tromme for, at vores studerende har evner indenfor kulturformidling, som kan bruges til at gøre Melville bredere kendt i en dansk offentlighed, for der mangler noget tilgængelig formidling af ham.
Græd som pisket
Projektet udspringer af et forfatterkursus omkring Herman Melville på Litteraturvidenskab på SDU i 2015, hvor de studerende som del af undervisningen fik til opgave at udvikle, opbygge og skrive tekster til en hjemmeside om den ikoniske amerikanske forfatter. Resultatet blev så godt, at de studerende og Søren Frank besluttede at viderefører projektet, som nu bliver tilgængeligt for offentligheden.
På kurset faldt bl.a. Pernille Vagtborg Nielsen pladask for Melvilles litteratur. I en grad så hun i dag er en af de få danskere, som har læst hele Melvilles imponerende produktion af romaner, noveller, rejsedagbøger lyrik mv. og formidlet sin læsning gennem en lang række værkpræsentationer på hjemmesiden.
-Allerede da vi læste Melville-romanen Billy Budd, om en ung sømand, der anklages for mytteri, var jeg fuldstændig solgt og græd som pisket. Alle bør læse den. Derfor har det været dejligt at bidrage til at løfte blikket for hans imponerende værk via hjemmesiden. For Melville har altså ikke fået den kredit, som han fortjener herhjemme, forklarer Pernille Vagtborg Nielsen om sit engagement i Melville-hjemmesiden.
Hun har en drøm om at bidrage endnu mere til Melville-formidlingen i Danmark ved også at stifte et Melville-selskab i fremtiden.
Melville-hjemmesiden gik officielt i luften 18. august i forbindelse med kandidatafslutningen på Litteraturvidenskab, hvor den årgang, som har bidraget til hjemmesiden, blev færdiguddannede.
Kort om Melville
- Herman Melville er en af USA’s største forfattere. Han blev født i New York i 1819 og døde i samme by i 1891.
- I sin samtid var han mere berygtet end berømt især på grund af den meget eksperimenterende Moby Dick. Først omkring 1920 - efter modernismens indtog i litteraturen - opnåede Melvilles værker stor anerkendelse og Moby Dick gik fra glemt til mesterværk på kort tid.
- Personligt var Melvilles liv præget af mange op-og nedture, økonomiske og ægteskabelige problemer og et tragisk dødsfald i den nærmeste familie.
- Samtlige Melvilles romaner og noveller er via Flemming Chr. Nielsens knap 13 år lange maratonarbejde nyoversat til dansk, den sidste oversættelse udkom i 2015.
- Se mere på melville.dk