Skip to main content
Mindeord

Mindeord for Mahmoud Nadim Shakir

Mahmoud Nadim Shakir døde 9. marts 2017 på Hospice Fyn efter lang tids sygdom. Han blev 61 år.

 Nadim, som han oftest blev kaldt på Center for Mellemøststudier, var født i Irak 14. oktober 1955 og tog sin grunduddannelse i Bagdad, men flyttede efter studentereksamen til Cairo med sin far og en bror for at studere. Han blev indskrevet ved Det Økonomiske og Politologiske Fakultet på Cairo Universitet og tog først en bachelorgrad (1977) og siden en kandidatgrad (1984) i statistik.

Som konsekvens af den høje arbejdsløshed blandt universitetsuddannede og den hårde konkurrence om offentlige stillinger i den ægyptiske statsadministration besluttede Nadim sig i midten af 1980’erne for at skifte spor: Han begyndte at undervise udlændinge i arabisk, først på privat basis og på mindre sprogskoler, og siden på det anerkendte engelskejede International Language Institute i Cairo, og her befandt han sig rigtig godt. Efter en kort prøveperiode bestod han instituttets TAFL-eksamen – Teaching Arabic as a Foreign Language – med højeste karakter og fik fast ansættelse.

Det var på International Language Institute, Nadim for første gang stiftede bekendtskab med Syddansk Universitet, eller Odense Universitet som det hed dengang.

I 1994 blev det første hold studerende fra den nyåbnede cand.negot. uddannelse i arabisk sendt til Cairo: Det var en obligatorisk del af deres studium at tilbringe tredje studieår ved et universitet eller en sprogskole i den arabiske verden, og mange studerende valgte allerede dengang Cairo som deres foretrukne studiested – ikke blot fordi Ægypten af mange anses for den arabiske verdens politiske, økonomiske og kulturelle sværvægter, men også fordi netop International Language Institute var, og stadig er, en af regionens bedste skoler, hvis man vil lære arabisk.

De studerende vendte hjem med gode evalueringer og fine studieresultater, så da der i begyndelsen af 1997 uventet opstod et vikariat for en udenlandsk lektor i arabisk i Odense, var de studerende hurtige i deres anbefalinger: Hvorfor ikke kontakte en af deres dygtige undervisere fra Cairo? Nadim sagde ja, fik orlov fra jobbet i Cairo og blev ansat som vikar på Institut for Historie med undervisningsopgaver på hhv. Center for Cand. Negot-studier og Center for Mellemøststudier.

Vikariatet trak ud, men ophørte definitivt ved udgangen af 1998. Herefter valgte Nadim at rejse til New Zealand og bo hos en søster, fik job som underviser i matematik på et gymnasium og opnåede efter få år newzealandsk statsborgerskab. Men da der i 2003 igen blev opslået en stilling som udenlandsk lektor i arabisk ved Syddansk Universitet, søgte han stillingen og fik den.

Og siden gik det slag i slag: I 2004 blev stillingen som udenlandsk lektor udskiftet med et studieadjunktur uden forskningspligt, og i 2009 blev han studielektor – en stilling han bevarede indtil sin død.

I løbet af sin ansættelse ved Syddansk Universitet udviklede Nadim især fagene forhandlingsteori og -træning og interkulturel kommunikation. Han bidrog i høj grad til at definere fagene, udviklede undervisningsmaterialer og udgav to undervisningsbøger på arabisk, som ikke blot anvendes på Syddansk Universitet, men også andre steder i den arabiske verden.

Han var en afholdt underviser og vejleder, forstod at motivere og stille krav til de studerende og deltog engageret og interesseret i at udvikle arabiskfaget.

Nadim var en meget privat person og knyttede sig ikke let til kolleger eller mennesker, han mødte i sin dagligdag. Derfor tog det også hårdt på ham, da sygdommen ramte. Uden nære relationer og med en familie der var spredt over hele verden stod han uforberedt på de mange praktiske og følelsesmæssige udfordringer, der følger af alvorlig sygdom: Undersøgelser, behandlinger, korrespondance med kommunen, aftaler med pensionskassen, etc. - alt sammen foregik det på et andet sprog end det arabiske og engelske, han beherskede så fint, og efter andre principper end dem, han kendte fra Irak og Ægypten.

Men det var også i de år han var syg, at han endelig åbnede op og forstod, at der er ting, som intet menneske kan klare alene. Det hjalp ham igennem den sidste svære tid.

Mahmoud Nadim er begravet på den muslimske afdeling af Risings Kirkegård i Odense. Han efterlader sig to søstre og en bror.

Æret være Nadims minde.

 

Helle Lykke Nielsen

Center for Mellemøststudier, Institut for Historie

 

 

 

 
Redaktionen afsluttet: 17.03.2017