Skip to main content
Ny bog

Meningen med børns pjat på Youtube

Når 7-årige Naja spiser ulækre jelly beans med sin bror på Youtube, er der stadig brug for børnekulturforskningens nestor fra SDU, Flemming Mouritsen. I hvert fald hvis man vil forstå, hvad børnene har gang i.

150.000 følgere ser med, når 7-årige Naja Münster på Youtube fortæller om sin nuttede hundehvalp, lægger makeup på sin mor eller lokker sin bror til at spise ulækre jelly beans. Men hvorfor gør de det, spørger mange forældre utvivlsomt? Og på Aarhus Universitet er lektor Stine Liv Johansen i fuld gang med at finde svar på spørgsmålet.

 

Men hun kunne ikke have gjort det uden sin mentor Fleming Mouritsen, der her fra SDU sendte inspiration ud i hele det børnekulturelle felt frem til sin pensionering i 2012.

-Jeg er en af hans tidligere studerende og kan nærmest høre hans stemme insistere på, at jeg skal helt ned i øjenhøjde og finde ud af, hvad de egentlig har gang i, børnene på Youtube. Det giver mig et mere klart blik for, at youtuberne kan noget særligt og alt det pjat giver mening, fordi det betyder noget for børnene, forklarer Stine Liv Johansen.

Hun og en række andre af landets førende børnekulturforskere mødtes i februar til symposium på SDU for at markere udgivelsen af SDU-forskerne Herdis Toft og Karin Esmann Knudsens bog Mouritsens metode, der samler Mouritsens vægtige bidrag til børnekulturforskningen.

Opdagelsesrejse i børnenes verden

Flemming Mouritsen brugte det meste af sit forskerliv på at være på opdagelsesrejse i børnenes verden for at forstå børnenes leg og litteratur i deres egen ret, og det blik er mere nødvendigt i dag end nogensinde, mener Stine Liv Johansen.

- Man skal holde fast i, at børns lege – også på Youtube - er æstetiske udtryk fyldt med spontanitet, som er meningsfulde for børnene og giver en masse kompetencer. De samler råstof fra mediernes forskellige fortællinger, inspirerer hinanden til nye lege og opnår dannelse i at mestre medier. Det kan man ikke sætte på formel, og det er særligt nødvendigt at huske på i dag, hvor meget kun handler om læring, læring og læring.

Kompetente grineflip

Professor Beth Juncker fra Københavns Universitet bidrog også til symposiet, og hun kunne ikke være mere enig.

- Flemming Mouritsen tegnede et helt nyt landkort, hvor børnekultur måtte ses som noget, der både var for, med og af børn. Han havde blik for alle de kompetencer det kræver, når børn laver gakkede gangarter, får grineflip og protestskriger, så det er en operasanger værdigt. Så til dem, der siger, at de 0-6-årige ikke har kompetencer, siger jeg: Gå hjem og vug. De børn kan en sørens masse, og skolen skal virkelig passe på det, de kommer med og være dygtige til at sætte det i spil.

 Flemming Mouritsen døde efter længere tids sygdom i 2015, og bogen Mouritsens metode er udkommet på Syddansk Universitets Forlag

 

Redaktionen afsluttet: 15.02.2017