Skip to main content
Narrativ medicin

Læger skal lære empati af litteraturen

SDU indfører nu – som det første universitet i landet – obligatorisk undervisning i litteratur og kreativ skrivning for medicinstuderende. Det skal sikre, at man uddanner mere empatiske læger. Vi var med til første undervisningsgang på Narrativ medicin.

De første spæde skridt til en revolution af lægefaget blev taget 29. august i U1 på SDU. Det var i hvert fald forhåbningen bl.a. hos OUH-direktør Kim Brixen, da han kl. 8.15 bød ca. 150 medicinstuderende på 2. semester velkommen til et helt nyt fag på medicinstudiet, som der er knyttet mange forventninger til, nemlig Narrativ medicin.

Fremover bliver kreative skriveøvelser, nærlæsning af skønlitteratur og refleksioner over sygdom, tab og patienternes fortællinger obligatorisk for SDU’s ellers så naturvidenskabelige medicinstuderende. SDU er det første universitet i Danmark, som indfører Narrativ medicin på lægestudiet. Det er planen med litteraturforskernes undervisning, at de studerende sikres en bredere og mere mangfoldig forståelse af andre mennesker, der vil gøre dem til bedre og mere empatiske læger. Flere internationale undersøgelser har tidligere påvist, at lægestuderende bliver mindre empatiske i løbet af deres studietid.

Nøglen til bedre behandling

-Ved at lytte godt efter patientens historie, får man nøglen til mere empati, bedre diagnoser og den rette behandling. Hvis man mister patientens historie i ligningen, går man glip af muligheden for at skræddersy behandlingen, forklarede Kim Brixen om sine positive forventninger til Narrativ medicin-undervisningen på SDU.

Blandt de medicinstuderende vekslede de umiddelbare reaktioner på den første undervisningsgang fra skepticisme til begejstring.

En del af de medicinstuderende havde lykkeligt lagt danskfaget på hylden efter gymnasiet og ikke regnet med, at noveller skulle være en del af pensum på lægestudiet. Casper Pristed udtrykte sin skepsis således:

- Jeg sidder her med blandede følelser, mere empati er selvfølgelig et godt ideal, men jeg spørger mig selv, om det er realistisk at omforme sundhedsvæsenet, vi kommer jo ikke til at have tid til at høre på hver patient, de er jo et nummer.

Frem med det personlige

Helt anderledes positivt var oplevelsen hos to kvindelige medicinstuderende:

- Det er helt vildt godt, at vi får noget mere undervisning i kommunikation. For mig er det tydeligt, at evnerne til at sætte sig ind i patienterne ofte mangler og er det, som læger altid får kritik for, siger Clara Bode og Maria Pham supplerer:

- Det er godt med en humanistisk vinkel på medicin-studiet, litteratur gør det hele meget mere personligt, så man bliver bedre til at se patientens perspektiv og også kunne høre efter det, som ikke bliver fortalt af patienterne.

Uanset de forskellige holdninger, blev de studerende tydeligvis grebet af undervisningen. Da underviser og post.doc Anders Juhl Rasmussen – efter gennemgangen af de centrale begreber i narrativ medicin – satte de medicinstuderende i gang med at skrive en fortælling om, hvordan de havde oplevet tab eller alvorlige forandringer hos en nær pårørende. Ja så blev auditoriet pludselig fyldt med den dybt koncentrerede lyd af over 100 studerende, der tastede deres personlige erfaringer ned i lyntempo. Og efterfølgende var enkelte også modige nok til at læse deres fortællinger op for hele forsamlingen. Som denne medicinstuderendes refleksion over en personlig oplevelse af tab, der vakte følelser og genkendelse hos de andre studerende:

Jeg tog mig selv i at tænke; han ligner en patient. Men han var i bedring, han havde igennem længere tid haft gigtsmerter, men behandlingen gik godt. Jeg troede det gik bedre, men han mindede mig om patienterne på mit arbejde. Telefonen ringede, han havde noget kedeligt at fortælle. Jeg havde set den komme. Kunne jeg have gjort noget, kunne jeg have gjort noget anderledes, hvis jeg havde været mere opmærksom. Nej, det tror jeg ikke.

Nødvendig refleksion

Læger har  i dén grad brug for det rum for menneskelig forståelse, som fortællinger kan skabe. Det mener i hvert fald Julie Krumborg, der er lægestuderende på 5. år, har fulgt valgfaget i Narrativ medicin tidligere og er i gang med at undersøge empati blandt lægestuderende i Danmark.

- Når man er på kliniske ophold i sundhedsvæsenet, er man meget overladt til sine egne refleksionsevner og evne til at bevare sin menneskelighed. Det er virkelig godt med nogle redskaber til at vide, hvad man laver rent menneskeligt. Patienter får det bedre og fortæller flere ting, når man møder dem som mennesker, så man kan stille nogle mere præcise diagnoser, fortæller hun om sine erfaringer med Narrativ medicin.

 


Fakta

  • Narrativ medicin er resultatet af flere års samarbejde mellem Litteraturvidenskab og Sundhedsvidenskab.
  • De seneste to semestre har Narrativ medicin været udbudt som valgfag på medicinstudiets kandidatuddannelse med så stor succes, at man nu gør faget obligatorisk på 2. semester på medicinstudiet.
  • Narrativ Medicin er del af forløbet Mennesket Først, hvor de medicinstuderende også undervises i sundhedspsykologi, professionsetik og i mindre grupper besøger en kronisk syg patient i eget hjem flere gange i løbet af semesteret.
Redaktionen afsluttet: 29.08.2017