Velfærdsløsninger med tapas
Nye velfærdsløsninger, nordisk tapas og hjemmepleje gik op i en højere enhed, da de studerende på New Nordic Design Thinking-talentprogrammet præsenterede syddanske sundhedsinteressenter for deres bud på bedre pleje i hjemmet.
Hjemmet kommer ofte til at føles som et hospital, når indretningen forandres for at kunne pleje folk i eget hjem. Det var udfordringen, som SDU’s tværfaglige talentprogram New Nordic Design Thinking tog op, da de ca. 25 studerende og designprofessor Jacob Buur m.fl. bød sundhedsvæsenets syddanske interessenter på de studerendes bedste bud på nye velfærdsløsninger og nordisk tapas.
Ivrig debat
Og de mange sundhedsfaglige gæster, der havde fundet vej til SDU Kolding denne dag, havde knap nok tid til at den nordiske tapas. De var simpelthen for optagede af at debattere udfordringer og løsninger med de studerende.
- Vi har arbejdet med udfordringerne omkring kommunikation i sundhedsvæsenet i mange år, så de fleste af problematikkerne, som de studerende peger på, er kendte for os. Men at se dem sammenstillet på nye måder giver et godt overblik. Og så sætter de studerende fint fokus på, hvordan nye teknologier kan genstarte kommunikationen mellem patienter og sundhedsvæsen, sagde adm. direktør Else-Marie Lønvig fra konsulentfirmaet Sundhedsekspressen.
Gode ideer
Hun var ligesom mange af de andre sundhedsinteressenter særligt begejstret for de studerendes løsningsforslag, som ved hjælp af en tablet og 3D-scanning af hjemmet gav patienter og pårørende mulighed for selv at indrettet deres hjem med fx hospitalsseng og andre hjælpemidler, mens de var på indlagt på hospitalet. Opbakning og debat var der også i forbindelse med forslaget om at koble designere sammen med hjemmeplejen for at undervise i, hvordan man sikrer hjemligheden, når hospitalsudstyr kommer ind i hjemmet.
Også ergoterapeut Vibeke Hartmann fra Kolding Kommunens hjælpemiddelafdeling gik inspireret hjem fra arrangementet:
- Det er virkelig pudsigt, som man bliver nørdet og slet ikke kan se, at en plejeseng skulle være grim, når man er inden for området. Og rigtig sundt at blive udfordret på sine forståelser af de studerende. Jeg håber virkelig nogle af deltagerne i dag opfanger noget af alt det drive, de studerende kommer med.
Arrangementet var sidste del af det tværfaglige talentprogram New Nordic Design Thinking, som SDU Design i Kolding har kørt siden foråret 2017. I løbet af programmet har de studerende også løst opgaver for den kendte designvirksomhed Louis Poulsen og Kolding Kommune.
Det siger de studerende om talentprogrammet
Lars Viberg-Sørensen fra kandidatuddannelsen i IT og produktdesign
- Det har været virkelig godt at have samarbejder med virksomheder og prøve at arbejde med korte deadlines. Og spændende og udfordrende at arbejde tværfagligt, fordi man ikke kender de andre studerendes metoder eller ved, hvor de vil hen. Jeg har skullet øve mig i at være pædagogisk, fordi min faglighed handler meget om at udfordrer det, der er i gang, for at nå frem til bedre løsninger, hvor mange af de andre blev hurtigt tilfredse.
Fabian Müller fra biologi
- Det har været et meget værdifuldt forløb, fordi det er spændende at møde forskellige perspektiver fra andre studerende, og jeg har udviklet mig personligt og også i gruppesammenhæng. På det første forløb var alle meget søgende, men allerede på andet forløb bidrog folk meget aktivt med deres forskellige fagligheder. Programmet kommer helt sikkert til at forandre, hvordan jeg løser problemer i fremtiden.