Pipe forsker i selvkørende biler
Selvkørende biler har stået højt på mediedagsordenen det sidste år, men der er stadig lang vej, til de kan rulle ud på vejene. Nu skal Pipe på Humaniora bidrage med svar på nogle af bilindustriens udfordringer.
Hypen om de selvkørende bilers indtog i trafikken er stor, men der ligger komplicerede udfordringer på vejen før de førerløse biler kan rulle ud i verden. Den humanistiske forskningsgruppe PIPE går nu i gang med at finde svar på, nogle af de spørgsmål, som bilindustrien står over for. Man har netop indledt et samarbejde med forsker og ph.d i psykologi Erik Vinkhuysen, der arbejder hos Nissan Research Center i Silicon Valley og gæstede SDU Kolding i oktober. For PIPE-folkenes erfaringer med undersøge, hvordan folk interagerer i det offentlige rum kan bidrage med at forbinde den teknologiske og sociale verden på dette område.
Fodgænger-udfordringen
-Vi arbejder med etnometodologiske metoder (analyser af sociale fakta på mikroniveau, red.) og det kan bidrage til at beskrive, hvad der kræves af ny teknologi, hvis den skal gå i samspil med trafikregler og folks usynlige normer. Helt konkret skal vi i gang med at kortlægge, hvordan fodgængere bevæger sig i trafikken, siger professor Johannes Wagner og uddyber:
-En af udfordringerne for bilindustrien i forhold til selvkørende biler er, at trafikregler ikke er udtryk for, hvad der foregår i trafikken. Der sker forskellige ting i forskellige lyskryds, fordi folk finder ud af, hvad de skal gøre, mens de gør det. Så man kan ikke bare lave en simpel algoritme, men er nødt til at indtænke, at der sker en ret avanceret gensidig forhandling mellem mennesker, når vi bevæger os rundt mellem hinanden uden at bumpe ind i hinanden, forklarer han om en af de hurdler, der skal løses, før selvkørende biler for alvor kan komme ud i trafikken.
Gaffeltruck-erfaringer
Det trafikale område falder naturligt inden for PIPEs fokus på interaktion og professionelle praksisser. Professor Johannes Wagner og Maurice Nevile fra forskningsgruppen har for nylig publiceret en undersøgelse af, hvordan folk, der skal lære at køre gaffeltruck, organiserer deres kørsel i forhold til hinanden og udvikler en ret præcis forståelse for, hvor de andre gaffeltruck-kørere er, uden at de behøver at skulle signalere til hinanden. Og er også i gang med andre trafikale projekter.
PIPE er finansieret af Det Humanistiske Fakultet.
Kort om PIPE
PIPE er er forkortelse for Professional Interaction and Practice og er et strategisk netværk på Det Humanistiske Fakultet, der samler forskere i Odense, Kolding og Sønderborg, som arbejder med menneskelig interaktion og professionelle praksisser.
Målet er at styrke forskningssamarbejdet mellem forskerne på de tre campusser, knytte tættere bånd til organisationer og virksomheder uden for universitetet og intensivere netværkets internationale kontakter.
I PIPE arbejdes der meget bredt med interaktion og professionelle praksisser inden for eksempelvis demens-området, gaming til brug i arbejdet med fremmedsprogsundervisning eller talehandicap, robotters interaktion med mennesker, sikkerhed på industrielle arbejdspladser mv.