SDU Kolding bliver del af Danmarks første Design City
Kolding Kommune kom i november – som første by i Danmark – på UNESCO’s prestigefyldte liste over kreative byer og kan nu kalde sig Design City. SDU Kolding spiller en vigtig rolle i kommunens designsatsning og ser frem til UNESCO-opmærksomhed.
SDU Kolding er fremover ikke kun beliggende i Kolding Kommune, men i en officiel Design City. For Kolding Kommune kom i november – som første by i Danmark – på UNESCO’s prestigefyldte liste over kreative byer, og kan nu kalde sig Design City. Med den prestigefyldte udnævnelse bliver Kolding også medlem af Creative Cities Network, der består af 180 byer fra 72 lande.
Udnævnelsen får Kolding på baggrund af bl.a. sin designstrategi, der blev vedtaget i byrådet i 2012, byens uddannelsesmiljø omkring design på SDU Kolding og Designskolen, og fordi kommunen benytter designprocesser i udviklingen af byen.
Lys på SDU Kolding
Per Krogh Hansen, institutleder for Institut for Design og Kommunikation på SDU Kolding ser muligheder i udnævnelsen.
- Kolding er eksemplarisk i sit arbejde med designprocesser i forvaltningen, og med udnævnelsen kastes der endnu mere lys på vores uddannelser inden for design, og hvordan de kan bidrage til udviklingen af bl.a. kommuner. Udnævnelsen sætter både byen og vores uddannelsesinstitution på landkortet både nationalt og internationalt, så der bliver endnu større interesse for, hvordan vi gør ting med design i Kolding.
Internationalt samarbejde
Og Ann Højbjerg Clarke, institutleder for Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse glæder sig over, at flere års tæt samarbejde med Kolding Kommunes designsekretariat har bidraget til at gøre Kolding til Design City.
- Vi har allerede et meget tæt samarbejde med kommunen og designsekretariatet bl.a. omkring udviklingen af et Living Design Lab, hvor Kolding, Billund og Haderslev Kommuner i fællesskab med forskere og virksomheder løser udfordringer såsom den demensvenlige by. Og udnævnelsen giver muligheder for flere internationale samarbejdsrelationer både med universiteter og virksomheder, fordi det bliver endnu mere attraktivt at samarbejde med os.
I anledning af UNESCO-udnævnelsen, forskellige jubilæer på SDU Kolding og at designklyngen Design to Innovate - som SDU er partner i - er blevet guldklynge, planlægger SDU Kolding et større jubilæumsarrangement. Arrangementet SDU designer fremtiden kommer til at foregå i marts 2018 og gør status over og ser fremad på SDU Koldings designaktiviteter.