Skip to main content

CyberSecurity Days 2019

I slutningen af oktober, blev der afholdt CyberSecurity Days, hvor Institut for Matematik og Datalogi (IMADA) var vært. To dage, hvor 35 virksomheder blev opdateret på, hvad der rør sig inden for cybersikkerhed.

Af Ursula Lundgreen, Institut for Matematik og Datalogi, , 07-11-2019

Center for Cybersikkerhed var sponsor af seminaret og havde i samarbejde med Institut for Matematik og Datalogi ( Digital Innovation Office), AAU, CBS, KEA og DTU, tilrettelagt de to dage, hvor forskere fra alle universiteterne gav lektioner i netop deres specialer, herunder bl.a.: Data carving inden for retsvidenskab, DevSecOps og håndtering af de mere ledelsesmæssige og organisatoriske aspekter af cybersikkerhed. Desuden kunne deltagerne også prøve kræfter med selv at hacke.

Rasmus Madsen, Senior head of department infrastructural solutions hos KMD var netop særligt forundret over, hvor enkelt det er at hacke:

-Det kom bag på mig, hvor forholdsvis simpelt det stadig er - at der faktisk ikke skal mere til, når man bare har de rette redskaber. Jeg synes det var enormt spændende og givende at prøve, for når man får lov til at komme helt ned i materien og selv at have noget konkret i hænderne, så får man bare nogle helt andre perspektiver, som det ellers kan være svært at erhverve på anden vis, når vi har gang i arbejdet i hverdagen, forklarer Rasmus.

Rasmus Madsen, Senior head of department infrastructural solutions hos KMD.

Et landkort over CyberSecurity 

De to dage bød på lidt af hvert inden for Cyber Security, og gav et godt overblik over, hvor det er nødvendigt at have et særligt fokus, mente Kasper Døring Tecnical Lead hos Universal Robots:

-CyberSecurity bliver et mere og mere vigtigt emne generelt – men også særligt meget i forhold til vores produkter. Så vi havde i høj grad brug for at samle op på de ting vi allerede vidste, tilføre noget ny viden og danne os et overblik. På seminaret fik jeg konturerne af et landkort og et godt indblik i det reelle trusselsbillede. Desuden fik jeg også en god portion håndgribelig viden om, hvordan man rent faktisk håndterer emnet, så nu ved jeg noget mere om, hvor jeg skal dykke i dybden og arbejde videre. For selvom det jo ikke var helt blankt for mig, så det også virkeligt rart at blive bekræftet i, at man ikke er helt på det gale spor. Afslutter Kasper med et skævt smil på læben.

Kasper Døring, Tecnical Lead hos Universal Robots. Foto:Ursula Lundgreen

Cyber Security Days forventes at vende tilbage i 2020.

 
Redaktionen afsluttet: 07.11.2019