Hvornår er noget kunstig intelligens?

AI er overalt. AI tales om i nyhederne, bruges i forretninger og laver skoleelevers afleveringer. Firmaer verden rundt prøver at inkorporere AI i næsten alle dele af arbejdsmarkedet. AI er blevet et modeord, som smides ind i utallige forretningssamtaler og virksomhedsbeskrivelser næsten udelukkende for at få investorer til at smide penge efter idéen, der sælges. For at forstå hvad der faktisk sælges, er man nødt til at kunne se igennem modeordet AI, og dette kræver en forståelse af ordet.

AI er et akronym for ”Artificial Intelligence”, eller kunstig intelligens på dansk. Altså tales der om noget kunstigt, som er intelligent. Mennesker er intelligente, men ikke kunstige, og papirclips er kunstige, men ikke intelligente. Fordi alle er enige om, at teknologier som en computer, telefon, lommeregner eller robotstøver er kunstige, så er debatten om, hvad der er kunstigt, lidt tam. Hvornår noget er intelligent, er en helt anden sag.

For at svare på det spørgsmål, kan vi kigge på de eksempler af kunstig intelligens, der er tilgængelige. ChatGPT er den største, og mange har nok også kendskab til billedskabende programmer som DALL-E og Midjourney.

Disse former for programmer kaldes for datadrevet kunstig intelligens, fordi de er trænet på data. Som tommelfingerregel, jo mere data de træner på, des bedre bliver de til deres opgaver. Derfor kan man sige at datadrevet kunstig intelligens lærer fra data. Og kan man lære, er man intelligent. Man kan tage en meget stringent version af denne tilgang. Hvis et program lærer, er det intelligent, og hvis det ikke lærer, er det ikke intelligent.

Denne definition kan være meget snæver. For eksempel, hos ens ældre familiemedlemmer oplever man måske, at de skal hjælpes næsten hver gang, de skal noget, der involverer teknologi, som er mere kompleks end en fjernbetjening. Det virker, som om de er nået en alder, hvor det er svært at lære nye ting. Men hvis man begynder at kalde dem uintelligente, fordi de har svært ved at lære, så kan man kan være sikker på ikke at blive inviteret til dette års påskefrokost.

Selv hvis definitionen kun holdes til programmernes verden, løber den stadig ind i problemer. I 1997 vandt programmet Deep Blue over verdens daværende bedste skakspiller Garry Kasparov. Deep Blue er ikke datadrevet. Der er intet lært fra data.

Teknikkerne brugt til at bygge Deep Blue er langt fra de teknikker, der er brugt til at bygge ChatGPT. Det ville dog være mærkeligt at kalde Deep Blue ikke-intelligent. Deep Blue var viseligt bedre til skak end verdensmesteren, og vi kan næppe kalde Kasparovs skakevner for uintelligente.

Men hvorfor kalder vi overhovedet ChatGPT for kunstig intelligens? Verden over er der konsensus om, at ChatGPT er kunstig intelligens. Hvad skaber den konsensus?

Hvis man har brugt ChatGPT før, har man nok oplevet, at man får følelsen af, at man skriver med noget, der er intelligent. ChatGPT føles menneskelig og klog. Kan denne følelse måske være en god indikator for, hvad der er og ikke er AI?

I 1967 blev programmet ELIZA udgivet. ELIZA var et program, der udøvede basal psykoterapi. Programmet kunne kommunikere med brugeren gennem tekst, hvor brugeren kunne fortælle om sine problemer, og ELIZA ville spørge ind til disse problemer. ELIZA virkede så realistisk, at flere testbrugere ikke troede på at de kommunikerede med et program - de var faktisk overbevist om at de skrev med et andet menneske.

Disse brugere havde ikke bare følelsen at ELIZA var intelligent, men de følte og troede at ELIZA var en menneskelig intelligens. I virkeligheden bestod beskederne fra ELIZA dog hovedsaligt af at tage dele af det sidste brugeren skrev og skrive det tilbage i form af et spørgsmål, som blev valgt fra et forberedt katalog af spørgsmål.

For eksempel kunne en bruger skrive ”Min kæreste siger jeg er deprimeret hele tiden” hvor ELIZA ville svare ”Jeg er ked af at høre, at du er deprimeret” eller ”Kan du forklare hvorfor du er deprimeret?”.

Hvis disse brugere lærte hvordan ELIZA fungerede, ville de nok ikke længere se programmet som intelligent. ELIZA ændrer sig ikke af at man forstår dens mekanik, men vores følelse om den er intelligent, gør. Dette er ikke et særtilfælde.

Inden for kunstig intelligens ser man ofte, at folk er villige til at kalde noget for kunstig intelligens, men kun indtil de forstår, hvordan den virker. Denne følelse fungerer ligesom et magishow føles magisk, så længe man ikke forstå, hvordan tricket blev udført. Hvis man lærer, at kortet var oppe i ærmet, forsvinder magien, og ligeså, hvis man forstår programmet, forsvinder dets magi.

Heldigvis er der en mere praktisk tilgang, der kombinerer to synspunkter: intelligens som noget mennesker har, og intelligens som noget, der er klogt. Man kan kalde det intelligent, hvis det enten tænker eller opfører sig som mennesker, og man kan kalde det intelligent, hvis det enten tænker eller opfører sig klogt.

Tænk ikke over, om et program ligner ChatGPT, før man kalder det intelligent, i stedet bør der tænkes over hvad programmet gør. Virker det klogt? Handler det som mennesker? Er det, som programmet gør, brugbart? På denne måde kan man løsrive sig fra lænkerne af modeordet AI og i stedet tænke kritisk over, hvad der tilbydes.

ChatGPT var det første program, der brød igennem isen og gjorde os opmærksom på, at kunstig intelligens er trængt ind i det almene hjem. Nu hvor isen er brudt, flyder det ud med lignende programmer.

Denne hæsblæsende udvikling har taget verden med storm. Som svar på udviklingen er EU i fuld gang med at indføre loven AI Act, som skal sikre Europa imod misbrug af kunstig intelligens.

Kronikken er udgivet på Erhverv+.