Hjemmepasseren og bæredygtighedsentusiasten, der valgte at forske i naturvidenskabelig uddannelse

Af Ursula Lundgreen, lundgreen@imada.sdu.dk, 04-01-2024

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?

Mit projekt undersøger, hvordan forskellige læringsmiljøer påvirker elevernes interesse for naturvidenskab. Jeg fokuserer på 'Bælt i Balance' og 'Geo & Bio Science Center Syd' som primære cases for at forstå, hvordan undervisning i naturen kan ændre den måde, eleverne engagerer sig i og opfatter naturvidenskab på. Det handler ikke kun om akademisk nysgerrighed; det handler om at forbinde eleverne med naturen, påvirke dem affektivt, altså bringe deres følelser, værdier og holdninger i spil, og tænde en gnist for livslang læring inden for naturvidenskab, så vi i sidste ende skaber en generation, der vil passe bedre på vores planet.

Hvorfor besluttede du dig for at tage en ph.d.?

Som med så meget andet i livet var det held og tilfældigheder, der gjorde, at jeg blev forsker. Da jeg var færdig med min uddannelse som biolog, fik jeg arbejde som gymnasielærer. Jeg elskede at undervise, men jeg indså, at der manglede noget: en udvikling i måden at undervise i naturvidenskab på. Jeg ønskede at være en del af den didaktiske udvikling og finde innovative måder at gøre naturfagsundervisningen mere engagerende og relevant på. Og jeg troede, at jeg kunne gøre det ved at blive en rigtig god praktiker - være i marken, så at sige.

I min optik er der to måder at forske på: som teoretiker, der udforsker det praktiske felt for at få beviser, der bekræfter eller modsiger ens teorier - og som praktiker, der udforsker teorierne for at forstå alting bedre og blive i stand til at skabe nyt. Jeg vil altid være praktiker i hjertet - men en, der har set lyset i, at man som forsker kan blive med at grave dybere ind i teoriernes verden.

Mens jeg var gymnasielærer, fik jeg to børn, som jeg valgte at passe hjemme i en periode. Da den yngste var halvandet år, blev der en stilling ledig som forskningsassistent på FNUG. På det tidspunkt troede jeg ikke, at jeg ville være forsker. Men det samskabende og samarbejdsorienterede miljø på FNUG, som faktisk ofte er dybt forankret i konkrete cases, åbnede mine øjne for, at dét at lave et ph.d.-projekt er min vej til at gøre en reel forskel i uddannelseslandskabet og blande min passion for naturvidenskabelig uddannelse med et ønske om at inspirere den næste generation.

Mit ph.d.-projekt er tæt forbundet med den måde, jeg og min familie har valgt at leve på. Vi bor på et historisk traditionelt husmandssted i Verdens Ende - eller i hvert fald så langt væk fra alting, som det er muligt at være i et lille land som Danmark. Vi kan se stjernerne om natten. Vi dyrker selv så meget, vi kan. Vi har egen hønsegård, hvor vi forsøger at opdrætte høns så ansvarligt, vi kan. Vores to børn ved, hvornår bær og frugter er modne til at plukke. De har set en kalv blive født og en kylling blive udklækket fra ægget. Jeg forstår, at vi alle har forskellige muligheder i livet, og for mange mennesker er denne måde at leve på ikke et valg eller en mulighed. Jeg er taknemmelig for, at det har været et muligt valg for os!

Så når folk spørger mig om mit ph.d.-projekt, så kunne de lige så godt spørge mig, hvordan det går med vores nyeste eksperiment med at opdrætte kyllinger (kyllinger er ikke de klogeste dyr - så det er ikke nemt!) – det hele hænger sammen. Det er den, jeg er.

Hvad drømte du om at blive som barn?

Jeg drømte om at blive dagplejemor – hvad kunne være vigtigere end at tage sig af vores børn; den næste generation?

Men livet har en sjov måde at afsløre vores sande passioner på. Da jeg var hjemme med mine egne børn, indså jeg, at selv om jeg elsker at være mor, trængte jeg til intellektuel stimulering og udfordring og til kollegialt samvær. Den type af landsbyfællesskab, som børn på landet tidligere voksede op i, findes ikke længere. Den erkendelse ledte mig væk fra min barnedrøm og hen imod en vej, hvor jeg kan fortsætte med at udvikle mig og blive udfordret på et personligt og intellektuelt plan uden at miste min overordnede vision af syne: at bidrage til at gøre den næste generation bedre i stand til at tage sig af vores planet – skyerne bliver stadig mørkere, og vi er virkelig nødt til at gøre noget – hurtigt – det er et faktum.

Min bedstefar sagde altid til mig: "Du kommer til at ændre verden en dag". Og måske siger bedsteforældre ofte den slags ting til deres børnebørn, men han sagde det på en måde, der rummede en masse kærlighed og positive forventninger til mine evner og samtidig fortalte mig, at det ikke kunne være anderledes - "den, der har evnen, har pligten". Jeg tror på, at jeg nu er på den rette vej – jeg bruger mine evner på den absolut bedste måde, jeg kan.

Hvordan tror du, at dit ph.d.-projekt kan påvirke vores samfund?

Jeg tror, at min forskning kan være med til at ændre vores tilgang til naturvidenskabelig uddannelse og måden, vi underviser på.

I løbet af det første år som ph.d.-studerende har jeg deltaget på både nationale og internationale konferencer, hvor bæredygtig naturvidenskabelig undervisning med visionen om grøn omstilling har været omdrejningspunkt. Allerede i 1973, 15 år før jeg blev født, definerede to forskere, Rittel og Webber, dét der kaldes 'Wicked Problems': uløselige, komplekse problemstillinger, som kræver, at mange professioner og videnskaber arbejder sammen for at løse dem. Heraf er i mit ph.d.-projekt udsprunget begrebet 'Wicked Heritage', som handler om, at klimakrise, biodiversitetskrise og mange andre kriser ikke længere blot er uløselige, komplekse problemer, men nu er gået over til at være en kompleks, systemisk arv, vi giver videre til de kommende generationer.

Hvordan skal vi undervise i klimakrise, biodiversitetskrise m.m. uden at tage håbet fra børn unge?

Ved at skabe læringsmiljøer, der er mere interaktive, fordybende og forbundet med den virkelige verden, kan vi fostre en generation, der ikke bare er vidende, men også passionerede omkring naturvidenskab og dens rolle i løsningen af globale udfordringer, især inden for bæredygtighed og miljøbeskyttelse.

Jeg har et dejligt eksempel fra en feltobservation: En skoleklasse, der var fyldt med vilde og uregerlige teenagere, kom med mig for at fange krabber. For at gøre det skulle de have waders på. I begyndelsen vidste de ikke, hvad de skulle forvente - så de var naturligvis lidt skeptiske. De jokede og var ikke rigtigt opmærksomme, men så snart de kom i vandet, blev de stille. De havde aldrig før oplevet, hvordan vandet føltes med waders på. Vandets vægt - den måde, det bremsede dem på. Det stilnede deres vilde adfærd og gjorde dem observante og rolige. I et opfølgende gruppeinterview fortalte nogle af dem, at det, der havde påvirket dem mest, ikke var fangsten af krabberne – det var oplevelsen af at have waders på. Ved at være i vandet på den måde, i stedet for bare at svømme, oplevede de, at vandet føltes tungt. De mærkede vandet på en nu måde. Og pludselig var havet ikke bare vandet ved stranden, hvor man gik hen for at have det sjovt og lege om sommeren. Det var et sted, hvor der findes enorme mængder vand. De fik lov til at føle havets enorme vidder på deres egen krop. Måske fik den oplevelse dem også til at blive mere nysgerrige på det. Når man kender noget og forstår det - så er der en større chance for, passer man på det.