Sapere Aude-bevilling til Konstantin Wernli
Konstantin Wernli fra Centre for Quantum Mathematics på IMADA har modtaget knap 6,2 mio. fra Danmarks Frie Forskningsfond kr. til at starte sin egen forskningsgruppe.
Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt 234 millioner kroner til 38 dygtige forskere. De får nu mulighed for at dykke ned i deres egne allerbedste forskningsidéer, mens de samtidig kan prøve kræfter med at samle en forskningsgruppe omkring sig.
Disse Sapere Aude-bevillinger gives til yngre, talentfulde forskere, som med deres banebrydende ideer er med til at adressere både nationale og internationale udfordringer.
En af dem er postdoc Konstantin Wernli fra Centre for Quantum Mathematics på IMADA. Hans forskningside har titlen From Pertubative to non-Pertubative Quantum Field Theory by Cutting and Gluing, og han beskriver den som herunder.
Her er Danmarks Frie Forskningsfonds præsentation af Konstantin Wernli.
Sapere Aude
Sapere Aude betyder "vov at vide".
Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget 336 ansøgninger og uddelt 38 bevillinger svarende til en succesrate på 11 %, både på ansøgt beløb og antal ansøgninger.
Dette er Konstantin Wernlis forskningsidé
Kvantefeltteorien kombinerer den specielle relativitetsteori med kvantemekanik for at beskrive universets fundamentale partikler, og hvordan de vekselvirker.
Ifølge den nobelprisvindende fysiker Richard Feynman kan partikler være i en såkaldt superposition. Så længe man ikke prøver at bestemme partiklernes position, kan de i teorien være flere steder på en gang. Denne kontraintuitive erkendelse er et helt centralt element for at forstå kvanteverdenen.
Rent matematisk beskriver man det med et integral over de mulige tilstande af et kvantefelt. For at håndtere integralerne bruger fysikere ofte Feynmangrafer og -regler, der beskriver dannelser og eliminationer af partikler og deres udvekslinger hinanden imellem. Denne tilgang kaldes perturbativ QFT og giver præcise forudsigelser som kan måles fx i CERN.
Matematikere har imidlertid fundet en ikke-perturbativ tilgang ved at opdele rumtiden i enkle stykker og samle dem igen. Ved at kombinere styrkerne fra perturbativ og ikke-perturbativ QFT, vil vi blive i stand til bedre at forstå rumtiden på småskala niveau, hvilket kan bane vej for nye og uventede opdagelser.
I projektet vil jeg studere en ny måde at klippe og samle Feynman-grafer på for at forstå forbindelse mellem disse to tilgange på enkle stykker af rumtiden. Målet med projektet er altså at blotlægge forbindelse mellem de to måder i et specifikt eksempel, som vil gøre det muligt at forstå de generelle tilfælde.