Hvordan behandler man spiseforstyrrelser og træningsafhængighed?

Vi har bedt Professor på Institut for Psykologi,  Mia Beck Lichtenstein, forklare, hvad der kendetegner spiseforstyrrelser, hvad de har tilfælles med træningsafhængighed, og hvordan man behandler dem. 

Hvorfor får nogle mennesker spiseforstyrrelser?

Der findes ikke én enkelt forklaring på årsagerne til spiseforstyrrelser, og vi har ikke et klart svar på, hvorfor nogle udvikler spiseforstyrrelser og andre ikke. Mennesker er forskellige, og det gælder også mennesker med spiseforstyrrelser. Så vi skal have nogle forklaringsmodeller i spil, der kan favne kompleksiteten, og her plejer jeg at bruge Alan Carr’s udviklingspsykologiske model. 

Modellen viser, at psykiske lidelser som spiseforstyrrelser skal forstås som et resultat af disponerende faktorer (f.eks. genetik, belastninger i tidlig opvækst), udløsende faktorer (f.eks. negative kommentarer om krop og vægt, en slankekur), vedligeholdende faktorer (f.eks. subkulturer med et overdrevent fokus på mad og krop, sociale medier) samt beskyttende faktorer (f.eks. evnen til at være fleksibel i sine problemløsningsstrategier). 

Hvad har spiseforstyrrelser til fælles med træningsafhængighed? 

En overfokusering på mad, krop og træning, som kommer til at fylde hele livet og har skadelige fysiske, psykiske og sociale følgevirkninger. Slankekuren eller træningsprogrammet bliver tvangspræget, og man får det skidt, hvis man bliver forhindret i at følge ”reglerne”. Det bliver en ensidig strategi, hvor egen krop er i centrum for lidelsen. 

Ofte er der overlap mellem forstyrret spisning og træningsafhængighed, som kan gå hånd i hånd. Men spiseforstyrrelser kan godt eksistere uden træningsafhængighed og omvendt.  

Hvordan har behandlingen af spiseforstyrrelser udviklet sig? 

Der findes ikke én behandlingsform, som effektivt og sikkert kan hjælpe alle med spiseforstyrrelser. Lidelserne og årsagerne er komplekse, og forskellige tiltag er nødvendige afhængig af, om patienten er meget lavvægtig, har mange opkastninger, spiser meget ensidigt eller overspiser, træner overdrevent, har somatiske komplikationer, har psykiatrisk ko-morbiditet, har oplevet traumer, er belastet i sin familie, har et godt social netværk, kan samarbejde om behandlingen osv.  

For nogle er en kostplan en hjælp, mens det for andre forværrer lidelsen. Nogle profiterer af gruppeterapi, mens andre har brug for individuelle samtaler. Kognitiv terapi er vejen frem for nogle, mens andre har glæde af en mere psykodynamisk tilgang, kunstterapi eller naturterapi. Familieterapi kan være en god løsning til unge patienter, mens det for andre ikke fungerer, fordi familien ikke udgør en ressource. 

Hvad er det nye, som præsenteres i din nye bog? 

Bogen Med kroppen som gidsel har jeg skrevet sammen med to klienter (Hanne og Cecilie), der har været i et terapiforløb hos mig, fordi de havde udviklet et skadeligt forhold til mad og træning. Desuden inddrages fem andre klient-forløb, som berørte læsere vil kunne identificere sig med.  

I bogen har vi anlagt et tilknytningsteoretisk perspektiv, fordi der ligger en del forskning til grund for, at tilknytningsteorien kan bidrage til at forklare forskellige former for psykisk lidelse. Men emnet er underbelyst, når det handler om spiseforstyrrelser og træningsafhængighed. 

Tilknytningsteorien blev grundlagt for ca. 70 år siden og beskriver, hvordan menneskers tidlige tilknytning til de primære omsorgspersoner danner grundlag for vores følelse af tryghed i nære relationer. Hvis vi tidligt i livet bliver mødt med afvisninger og usikkerheder fra vores forældre, forsøger vi som små at knytte os på en måde, der sikrer vores overlevelse. En utryg tilknytning er en måde at forsøge at overleve i mental forstand, men den indebærer, at vi trækker os fra de voksne, fordi de ikke formår at give os psykologisk stabilitet og tryghed.  

Den model bruger vi til at forklare, hvordan man senere i livet kan vende tilknytningen indad ved at ”knytte sig” til sin slankekur, sine overspisninger eller sit træningsprogram som erstatning for nære relationer. Det er nemmere at føle tryghed i mad og træning end i relationer til andre mennesker, fordi andre mennesker er en kilde til svigt og afvisninger. 

 
Hvordan er I kommet frem til det?
​Vi har læst en del tilknytningsteori (John Bowlby og Daniel Stern) og sat os ind i de danske eksperters udlægning af teorien i en terapeutisk kontekst. Især har vi været inspireret af Mette Skovgaard Væver, Sarah Daniel og Inge Holm.  

Som et eksempel på, hvordan tilknytningsteorien kan bringes i spil i en behandlingsrelation, har vi brugt Hannes terapiforløb hos mig. Vi har simpelthen studeret vores egne reaktioner som hhv. behandler og klient i et tilknytningsperspektiv. Den terapeutiske relation har en række ligheder med den tidlige forælder-barn relation og ved at studere klientens tilknytning til behandleren, har vi kunnet afdække nogle mønstre, som er blevet grundlagt tidligt i klientens liv.  

Eksempelvis opdagede vi, at Hanne knyttede sig til mig som behandler, men hendes tilknytning var præget af ængstelighed, angst for afvisning og en stor trang til at trække sig fra kontakten til mig. Her kunne vi trække paralleller til Hannes generelle tilknytningsmønster som i alle hendes relationer var præget af ængstelighed og afstand. Pludselig forstod vi, at hendes kontrol over mad og træning fungerede som en erstatning for relationer og som et værn mod den savn og længsel efter omsorg og nærhed, som lå bag adfærden. 

Hvordan reagerer patienter på den nye måde at tænke spiseforstyrrelser og træningsafhængighed på? 

Det er vigtigt for mig at understrege, at tilknytningsteorien ikke kan forklare alle tilfælde af spiseforstyrrelser og træningsafhængighed, og for nogle mennesker giver det ikke mening at arbejde ud fra den forståelsesramme, fordi der ligger andre årsager bag.  

Men for nogle rammer teorien rent, og det kan give en dybere forståelse for ens handlemønstre, som kan lindre på følelser som skyld og skam. Mennesker der har problemer med mad og træning, er ofte meget selvkritiske og bebrejder sig selv, at de ikke bare kan slippe deres lidelser.  

Her kan første skridt være at møde sig selv med omsorg og forståelse og komme i kontakt med længslen efter trygge, varme og respektfulde relationer. Vejen frem er at søge og turde indgå i nærende relationer som en modvægt til spiseforstyrrelsen, der kun giver en kortvarig, overfladisk og ensom lindring. 
 

Hvad håber du, at din forskning og bogen kan føre til?  

Jeg og mine medforfattere håber, at bogen kan hjælpe mennesker med spiseforstyrrelser og træningsafhængighed, som har savnet lige præcis denne tilgang, så de fremover kan møde sig selv med større mildhed og søge de nærende relationer, som de savner i deres liv. 

Vi håber også, at den kan hjælpe behandlere og forældre, som er nysgerrige på at forstå tilknytningens betydning for både menneskelig smerte og heling.  

Der er brug for forskning, som undersøger effekten af en tilknytningsbaseret tilgang til behandling af spiseforstyrrelser, men med det klare forbehold, at denne tilgang kun giver mening, når et utrygt tilknytningsmønster ligger bag.  

Traditionelt har vi terapeuter nok mest set vores redskaber, og ikke relationen i sig selv, som løsningen på vores klienters problemer. Men ved at klienten knytter sig til behandleren, er det muligt at få erfaringer med relationer, der er omsorgsfulde, respektfulde og trygge. Herefter bliver det nemmere for klienten at gå ud i livet og søge lignende sunde relationer, de kan bygge deres videre liv på. Og så bliver spiseforstyrrelsen overflødig.