Skip to main content

Evaluering af Kræftplan 2013: Status på kræftområdet i Grønland

I 2009 blev Naalakkersuisut pålagt af et enigt Inartsisartut først at udarbejde en kræftredegørelse i 2011 og på baggrund heraf udarbejde en kræftplan senest i 2013. Kræftredegørelsen giver en status for kræftbehandlingen i Grønland og beskriver en række indsatser i forhold til forebyggelse, diagnostik, behandling og pleje, rehabilitering og palliativ (lindrende) behandling, der er behov for.

 

Herudover beskrives kort de nuværende afsatte økonomiske midler samt de økonomiske behov, der kan forventes som følge af implementeringen af en national kræftplan ud fra den udvikling, der er gennemgået i Danmark som følge af de danske kræftplaner. Kræftplanen 2013 har som overordnet mål at styrke forebyggelse, tidlig diagnostik, patientforløb, rehabilitering, den palliative indsats og samarbejdet med og omkring patienten – dertil at sikre kræftbehandling ud fra tilpassede internationale anbefalinger, særligt om antal operationer per kirurg, samt sikre medicinsk kræftbehandling i Grønland, når det er muligt.

 

Formål

De specifikke formål med evalueringen er todelt: 1) At opgøre allerede eksisterende viden på kræftområdet i Grønland gennem en litteraturgennemgang og 2) at opgøre forløbsintervaller for kræftpatienter i perioden 1. april 2018 til 31. marts 2019 gennem en journalgennemgang.

 

Evalueringens første delmål belyses ved en gennemgang af nyere relevant litteratur på kræftområdet i Grønland. Det indebærer videnskabelige artikler samt rapporter med et bredt perspektiv på kræftområdet, lige fra tidlig opsporing til behandling og palliation. Det andet delmål belyses ved at benytte systematisk indsamlede oplysninger fra elektroniske patientjournaler for patienter med nydiagnosticeret kræft i perioden 1. april 2018- 31. marts 2019. Disse to tilgange supplerer hinanden i besvarelse af evalueringens formål.

 

Metode

Som baggrund for denne status og evaluering er der blevet anvendt forskellige metoder. Der er foretaget en litteraturgennemgang af relevant forskning og rapporter på kræftområdet, en journalgennemgang af nydiagnosticerede kræfttilfælde, herunder udvalgte læringseksempler, og sparring med nøglepersoner på baggrund af resultater fra journalgennemgangen.

 

Projektperiode

2019-2020

 

Samarbejdspartnere

Landslægeembedet

Departementet for Sundhed

Projektbeskrivelse på grønlandsk

Klik her

Download rapport

Nalunaarusiaq Downloaderuk

Sidst opdateret: 11.07.2023