Amning har en række veldokumenterede positive sundhedseffekter for både barn og mor, men kemikalier fra det omgivende miljø kan påvirke evnen til at amme. Desuden overføres persistente kemikalier, herunder per- og polyfluorerede stoffer (PFAS) med modermælk, og disse kemikalier kan skade barnets immunsystem.
Formål
Målet med dette projekt er at forstå, hvordan kemikalier i vores miljø påvirker amning og børns helbred.
Metode
Ved at bruge biologiske målinger og spørgeskemadata indsamlet fra mødre og deres børn i Danmark, Norge og USA, vil vi identificere miljøkemikalier, som påvirker ammelængden, og vi vil undersøge samspillet mellem PFAS-eksponering og amning i forhold til børns immunfunktion. Vi ved at bakterier i tarmen spiller en central rolle for modningen af immunsystemet tidligt i livet, og vi vil derfor også undersøge hvordan amning og PFAS i modermælk påvirker børns bakteriesammensætning (mikrobiota) i tarmen. Herved vil vi kunne skabe bedre viden om samspillet mellem miljøkemikalier og amning, hvilket er centralt for at kunne lovgive om brugen af miljøkemikalier samt skabe evidensbaserede kliniske retningslinjer – og i sidste ende fremme mødres og børns sundhed.
Projektperiode
1/4 2024 – 31/3 2028
Bevillingsgiver
Projektet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond med en Sapere Aude bevilling