Skip to main content

Anbefalinger

Hvad gjorde Overkanten.dk til en succes?

Samlet set bidrog seks elementer i Overkanten.dk til, at behandlingen havde god effekt på en særlig type borgere:

  1. En positiv og ikke-dømmende kommunikation omkring alkoholproblemer og behandling i forbindelse med rekruttering af borgere. På projektets hjemmeside og i SoMe-annoncer lå fokus på fordelene ved at ændre vaner, og på at alkoholbehandling kan bestå af blot et par enkelte samtaler. Ordet ’behandling’ blev udskiftet med ’rådgivning’. 

  2. En indledende opsøgende indsats. Borgerne blev kun bedt om at angive få kontaktoplysninger på hjemmesiden og blev derefter ringet op af behandleren. Hermed påtog behandleren sig størstedelen af ansvaret for, at behandlingen kom i gang.

  3. En personlig kontakt. Selvom alkoholbehandlingen foregik online, var den personlige relation mellem behandler og borger helt central for borgerne: de værdsatte den tillidsfulde og personlige dialog. 

  4. Fleksibilitet i forhold til tid og sted. Onlineformatet gjorde det muligt for borgeren at integrere behandlingen i sin hverdag i forhold til eksempelvis transport, travlhed, ønsker om diskretion, anonymitet og andet. Sessionerne kunne gennemføres hjemmefra, i bilen, på kontoret. 

  5.  Fleksibilitet i forhold til kommunikationskanal. Sessionerne blev i udgangspunktet gennemført via videokonference, men kunne også gennemføres via telefon eller ved fysisk fremmøde. Denne fleksibilitet gjorde det muligt at gennemføre sessioner, såfremt teknikken ikke virkede. Desuden var det mulighed for, at behandlingsforløb kunne starte via telefon, hvis borgeren fandt det overvældende eller grænseoverskridende med video med billede. 

  6. Fleksibilitet i forhold til varighed af sessioner og behandlingsforløb. De enkelte sessioner varede maksimalt én time, men kunne sagtens være kortere, hvis dette passede borgeren bedre. Derudover var der ikke krav til varighed af behandlingsforløbet som helhed, hvilket gav plads til forløb skræddersyet til den enkelte borger. 

 

 

Sidst opdateret: 03.09.2024