Igennem de første 8 levemåneder udvikler barnet sine evner til at regulere søvnmønster, spisning og følelsesmæssige udtryk. Barnet bliver i tiltagende grad i stand til at opfatte og forstå sin omverden gennem sine sanser og ved at udforske omgivelserne og gøre sig erfaringer i samspillet med andre.
Ved 9-10 måneder gør den motoriske udvikling barnet i stand til at sidde, begynde at kravle og aktivt kunne udforske sin omverden. Barnet er nysgerrigt og interesseret. Det nyder at udfolde sine motoriske færdigheder, hvad enten det er at rulle omkring, rejse sig op, prøve at kravle eller gribe ud efter ting. Det undersøger alt indenfor rækkevidde og kan i kort tid fokusere sin interesse og opmærksomhed. I denne alder kan barnet kortvarigt koncentrere sig om legetøj, mad og andet, der vækker dets interesse, men vil have brug for hjælp til at fastholde opmærksomheden. Barnet griber efter ting, det synes er spændende, og undersøger ved at røre, skifte fra hånd til hånd og ved at putte i munden.
Barnet udvikler i løbet af det første leveår sin evne til at forstå kropslige og sproglige signaler og til at respondere med gestik (sprælle med arme og ben i gensvar), smile, give lydlige gensvar og tiltagende nuancerede pludrelyde. Det 9-10 måneder gamle barn viser sine kompetencer med hensyn til øjenkontakt, udtryk og kropskontakt og til at indgå i et differentieret samspil med forældrene, præget af svar-gensvar.
Følelsesmæssigt udtrykker barnet sig mere og mere nuanceret, og det bliver mere tydeligt, om det er glad, afslappet, tilfreds eller utilfreds, irritabel, vred eller ked af det.
Udviklingen kan være meget forskellig for børn i denne alder
Børns udviklingstempo er forskelligt, og forsinkelser eller forstyrrelser i udviklingen behøver ikke være udtryk for, at der er noget galt med barnet. Samtidig har vi i dag ny viden om forskellige former for vanskeligheder i denne periode. Vi ved, at vanskeligheder kan være udtryk for en sårbarhed hos barnet, som det vil have gavn af at blive hjulpet videre med for at sikre udviklingen i de kommende år. Det kan være vanskeligheder med at regulere søvn, spisning, opmærksomhed og følelsesmæssige reaktioner eller udviklingsmæssige afvigelser med hensyn til motorik eller udviklingen af sprog eller kontakt.
Problemer indenfor disse områder er ofte uspecifikke sårbarhedstegn, hvor problemer indenfor et område kan være udtryk for sårbarheder indenfor andre udviklingsområder. Eksempelvis kan både søvnproblemer og spiseproblemer være udtryk for forskellige former for udviklingsmæssig umodenhed og regulering, og de kan også være udtryk for sårbarheder med hensyn til følelsesmæssig regulering.
PUF-programmets uddannelse og manual for brug opruster sundhedsplejersken til at danne sig et overblik over barnets udvikling og funktion på tværs af psykiske udviklingsområder, der er i spil ved barnets 9.-10. måned. Dertil trænes sundhedsplejersken i at inddrage hele spektret af udviklingsmæssige sårbarheder og potentialer i vejledningen af forældrene.
Du kan læse mere om PUF-programmet her.
Supplerende læsning om små børns udvikling og funktion kan findes her.