Jeg er uddannet sygeplejerske i 2002 og uddannet som sundhedsplejerske i 2015. I mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med børn og deres forældre i både hospitalsregi og som sundhedsplejerske i familiers eget hjem. Jeg har også arbejdet med familiedannelse/familieforberedelse til førstegangsforældre i Roskilde kommune
I 2018 blev jeg uddannet i PUF-metoden. Jeg er meget begejstret for denne metode, da jeg som sundhedsplejerske oplevede, at jeg manglede en standardiseret metode til at hjælpe med at danne et overblik over barnets udvikling.
Jeg oplever at PUF-undersøgelsen skaber dialog med forældrene, hvor vi sammen får øje på deres barns styrker, men også på de sårbarheder der indimellem kan vise sig hos nogle børn. Det samlede overblik har hjulpet mig med at give en mere kvalificeret og målrettet vejledning til forældrene.
I 2020 fik jeg mulighed for at være en del af en udviklingsgruppe af sundhedsplejersker, da forskningsprojektet Små Børns Sundhed skulle i gang med at afprøve den evidens baserede metode - VIPP-PUF. Tilsammen har PUF og VIPP-PUF været meget berigende for mit arbejdsliv. Min faglighed er blevet styrket, og jeg oplever, at jeg er blevet en bedre sundhedsplejerske.
I forskningsprojektet Små Børns Sundhed indgår jeg som projektsundhedsplejerske hvor mit fokus særligt har været på undervisning i PUF og sikring af den fortsatte kvalitet i denne undersøgelse.
Jeg tager også del i VIPP-PUF indsatsen, hvor jeg dels selv tilbyder indsatsen til familier i Roskilde kommune. Derudover indgår jeg som en del af en peer supervisionsgruppe, for at sikre kvaliteten af indsatsen.
Jeg synes, at det er fantastisk at være en del af forskningen i mit fag, da sundhedsplejerskens rolle i samfundet er yderst relevant og en vigtig støtte til forældre, det lille barn og familiedannelsen.