Skip to main content

Dårlig søvn og søvnunderskud hos unge hænger sammen med digitale medier

28.03.2022

Unges brug af mobiltelefoner, computere, sociale medier og internet kobles til for lidt og for dårlig søvn.

Tv-serier, sociale medier, mobiltelefoner og computere. De unge lever en stor del af deres liv foran en skærm. Men nu viser et nyt litteraturstudie, at der en sammenhæng mellem brug af digitale medier og mindre og dårligere søvn hos 16-25-årige.

Statens Institut for Folkesundhed har gennemgået den videnskabelige litteratur om unges brug af digitale medier og deres søvn. I alt har forskerne studeret 41 observationsstudier og 13 eksperimenter fra blandt andet søvnlaboratorier.

Resultaterne peger på, at brug af digitale medier hænger sammen med dårlig søvnkvalitet og mindre søvn. De unge kommer senere i seng, sover i kortere tid og vågner tidligt om morgenen.

Skærme om aftenen

Brug af digitale medier kobles også til unge, der er trætte om dagen, og som er i søvnunderskud.

Det er især brug af mobiltelefon inden sengetid eller om natten, at der er en sammenhæng mellem mindre og dårligere søvn. 

En hypotese, der understøttes af eksperimenterne fra søvnlaboratorierne er, at det blå lys, der kommer fra mange andre skærme, undertrykker udviklingen af det søvnfremmende hormon, melatonin.

Statens Institut for Folkesundhed har tidligere udarbejdet et litteraturstudie om betydningen af digitale medier for søvn blandt børn i alderen 0-15 år. Også her var der en sammenhæng mellem brug af digitale medier og mindre søvn og i nogle tilfælde også dårligere søvn.

Begge litteraturstudier om digitale medier og søvn er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen.

Da litteraturstudiet primært trækker på tværsnitsstudier, kan det ikke bruges til at fastslå årsagssammenhængen, det vil sige om hvorvidt brug af digitale medier er en årsag til for lidt eller dårlig søvn, eller om det omvendte gør sig gældende: At unge, der sover for lidt eller for dårligt, i højere grad bruger digitale medier.

 

 

Vil du vide mere?

Rapport