Skip to main content

To millioner danskere lever med en muskel- eller skeletlidelse, viser ny rapport

09.03.2022

Danmark er en nation med ondt i ryggen. Næsten to millioner voksne danskere har dårlig ryg, slidgigt, knogleskørhed, diskusprolaps eller er meget generet af i muskel- eller skeletsmerter eller -ubehag.

Det viser ny rapport, der også belyser sammenhængen mellem blandt andet tilknytning til arbejdsmarkedet, svær overvægt og mentalt helbred.

Rapporten er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed for Gigtforeningen. Den viser, at omkring 827.000 mænd og 1.135.000 kvinder i den danske befolkning har mindst én muskel- eller skeletsygdom eller er meget generet af muskel- og skeletsmerter eller -ubehag.

Muskel- og skeletlidelser dækker eksempelvis over diskusprolaps eller anden rygsygdom, slidgigt, knogleskørhed, leddegigt eller smerter og ubehag i muskler og led.

Udover smerter og nedsat funktionsevne følger der andre alvorlige problemer med både for den enkelte og for samfundet.

Danskere med muskel- og skeletlidelser er eksempelvis dobbelt så ofte sygemeldt som deres raske kolleger. De har oftere kontakt til sundhedsvæsenet og har større forbrug af non-steroide anti-inflammatoriske lægemidler.

De modtager endvidere i højere grad sygedagpenge og er hyppigere i fleksjob eller på kontanthjælp i forhold til personer uden muskel- og skeletlidelser.

Endelig har de også større risiko for svær overvægt, stillesiddende fritidsaktiviteter og dårlig mental trivsel.

Rapporten bygger på data fra spørgeskemaundersøgelsen SUSY, Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2017 samt relevante nationale registre som Landspatientregistret.

Vil du vide mere?

Rapport