Skip to main content

Nyt nationalt videns- og kompetencecenter vil styrke småbørns psykiske sundhed

09.10.2024

Forebyggelse: Med tre store fondsbevillinger etablerer Institut for Psykologi på KU og Statens Institut for Folkesundhed et videns- og kompetencecenter, der skal fremme 0-5-åriges trivsel og mentale udvikling. Centret vil omsætte ny forskning til indsatser målrettet småbørn, deres familier og fagprofessionelle.

 

Mindst hvert sjette barn i Danmark i alderen 0-10 år oplever psykiske problemer, og otte procent vil være diagnosticeret med en psykiatrisk lidelse, inden de er fyldt ti år. Desuden er forekomsten af psykiske problemer markant højere hos børn, der vokser op i udsatte og belastede familier.

 

Der er derfor et stort behov for systematiske indsatser i kommunerne, der kan opdage og tage hånd om de børn, som enten har psykiske problemer eller er i fare for at udvikle dem.

 

Nu skal et nyt Nationalt Videns- og Kompetencecenter for Tidlig Indsats og Familieforskning være med til at skabe en mere effektiv, landsdækkende indsats med særligt fokus på at styrke alle 0-5-årige børns psykiske udvikling og trivsel. Det sker med støtte fra Novo Nordisk Fonden, TrygFonden og Ole Kirk’s Fond.

 

”Forskningen viser, at det er langt mere effektivt at hjælpe børnene og deres familier, inden problemerne vokser sig store og gror fast. Samtidig kan vi med centret bidrage til at fremme den generelle trivsel hos de mindste børn og formidle viden om betydningen af den tidlige barndom for livslang mental sundhed,” siger professor Mette Væver, der bliver leder af det nye center.

 

Det nationale videns og kompetencecenter bliver etableret som en udbygning af det eksisterende Center for Tidlig Indsats og Familieforskning ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

 

Det sker i tæt samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, og centeret får til huse begge steder.

 

Vil omsætte ny viden til innovativ praksis

 

Centralt i det nye centers arbejde bliver at udvikle og iværksætte forebyggende indsatser i kommunerne, der gør det muligt at sætte tidligt ind.

 

Konkret vil centret fremme psykisk sundhed hos de 0-5-årige ved at:

  • Udvikle, evaluere og implementere redskaber til tidlig opsporing af mistrivsel
  • Udvikle, evaluere og implementere mentalt sundhedsfremmende og forebyggende indsatser
  • Bidrage til kapacitetsopbygningen på området
  • Formidle evidensbaseret viden og bidrage til udvikling af politikker

Indsatserne skal ske i samarbejde med kommuner, fagprofessionelle og andre aktører og forskningsmiljøer. Men en hjørnesten bliver samarbejdet med faggrupper som sundhedsplejersker og pædagoger, der møder børnene i deres egne miljøer, og kommunernes pædagogisk-psykologiske rådgivninger.

 

Nogle indsatser vil være nye, mens andre bygger oven på eksisterende interventioner. Det er en ambition at mindske sociale ulighed i mental sundhed og inddrage endnu flere kommuner i det eksisterende arbejde med systematisk at få øje på børn, der viser tegn på psykiske vanskeligheder, for derved at kunne iværksætte tidlig hjælp til børnene og deres familier.

 

Partnerskab mellem to universiteter

 

Det nye center bliver et såkaldt ’Centre of Excellence’, hvilket signalerer en ambition om at være førende inden for den internationale forskning på området.

 

”Det er afgørende, at vi bedriver ambitiøs forskning, der kan dokumentere, hvordan vi bedst omsætter den nyeste forskningsbaserede viden til praksis i samarbejde med de fagprofessionelle, der har kontakt med børnene og deres familier i det daglige. Og at vi løbende kvalitetssikrer og videreudvikler praksis,” siger Mette Væver.

 

Her spiller partnerskabet mellem forskerne fra Center for Tidlig Indsats og Familieforskning og Statens Institut for Folkesundhed (SIF) en vigtig rolle, fordi det kan skabe nye synergier mellem den psykologiske forskning og forskning i folkesundhed.

 

”På SIF har vi stor ekspertise inden for blandt andet børns sundhed, registerforskning og interventionsforskning, som vi glæder os til at bringe i spil sammen med den psykologiske faglighed i centret. Det kræver et tværfagligt perspektiv at skabe viden, der kommer børn og deres familier til gavn,” siger Morten Hulvej Rod, professor og direktør for Statens Institut for Folkesundhed.

 

Institutleder Annemarie Olsen, Institut for Psykologi, fremhæver også det praksisnære arbejde:

 

”Vi lægger her på Institut for Psykologi stor vægt at kunne omsætte viden til praksis. Vi har derfor store forventninger til de indsatser, centret skal arbejde med, og den positive betydning arbejdet vil få for småbørn og deres familier.”

 

Nationalt Videns- og Kompetencecenter for Tidlig Indsats og Familieforskning åbner formelt i foråret 2025 med en konference målrettet fagprofessionelle og andre samarbejdspartnere.

 

Fakta om det nye nationale videnscenter

 

Etableringen af Nationalt Videns- og Kompetencecenter for Tidlig Indsats og Familieforskning er sikret gennem fondsbevillinger på små 73 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden (30 mio. kr.), TrygFonden (30 mio. kr.) og Ole Kirk’s Fond (12,5 mio. kr.).

 

Dertil kommer – ud over universiteternes egne økonomiske bidrag – en række yderligere fondsbidrag til andre allerede etablerede delprojekter. Frem til 2030 er centret derfor sikret en samlet ekstern finansiering på cirka 100 mio. kr.

 

Centret skal i tæt samarbejde med kommunerne og deres fagprofessionelle forske i og udvikle indsatser målrettet fremme af 0-5-årige børns psykiske udvikling og trivsel. Samtidig vil centret samarbejde med andre aktører og forskningsmiljøer på området, herunder det ligeledes nystartede Center for Bedre Børneliv ved Københavns Professionshøjskole, der også har fokus på de mindste børns trivsel.

 

Læs mere om det nye center her