Nye screeningsmetoder kan måske forbedre diagnosticering af knogleskørhed
Håndskanning og knogleskørhed
Knogleskørhed er kendetegnet ved, at knoglemasse og knoglestyrke er nedsat i en sådan grad, at selv små belastninger kan føre til knoglebrud. Personer med knogleskørhed har ofte ingen symptomer, før det første knoglebrud indfinder sig, og derfor får alt for få stillet diagnosen og endnu færre behandles. Knogleskørhed kan diagnosticeres med en knogleskanning af ryg og hofte (DXA-skanning), og de fleste, der har knogleskørhed, behandles med tilskud af calcium og D-vitamin suppleret med receptpligtig medicin.
Der gennemføres i øjeblikket en stor undersøgelse ved Syddansk Universitet for at finde ud af, om det kan være hensigtsmæssigt at screene for knogleskørhed og i givet fald, hvilke grupper der skal tilbydes screening og med hvilke metoder. I forbindelse med KRAM-undersøgelsen (Kost, Rygning, Alkohol, Motion) er der gennemført håndskanninger af deltagerne for at undersøge, om denne metode kan bruges til at opspore personer i særlig risiko for knogleskørhed. Håndskanning er en ny metode til bestemmelse af mineraltæthed i fingerknoglerne og skanneren er transportabel og billig - i modsætning til DXA-skanning, som er dyr og kun findes få steder i landet.
I alt fik 15.544 deltagere i KRAM-undersøgelsen lavet en håndskanning, heraf 40,2 % mænd og 59,8 % kvinder. 4,3 % af deltagerne fik konstateret en lav knoglemineraltæthed, hvilket kan være et tegn på knogleskørhed. Som forventet findes størstedelen i gruppen af kvinder og især blandt kvinder på 65 år eller ældre.
Knogleskørhed skyldes dels arv, dels KRAM-faktorer som rygning, alkohol og et lavt niveau af fysisk aktivitet. Også høj alder, lav kropsvægt, at være kvinde og tidlig menopause er vigtige faktorer. Endelig er behandling med binyrebarkhormon eller visse andre typer medicin i en længere periode af betydning. KRAM-undersøgelsen bekræfter også sammenhængen mellem flere af disse risikofaktorer og knoglemineraltæthed målt ved håndskanning. Det ses for eksempel ved, at der er forskel på den målte knoglemineraltæthed alt efter om deltagerne ryger og er fysiske aktivitet i fritiden. Endvidere er der blandt kvinder med et familiemedlem, der har oplevet hoftebrud efter 50-års-alderen, en større andel, der har fået målt en lav knoglemineraltæthed
sammenlignet med kvinder uden hoftebrud i den nærmeste familie.
Andel med en lav knoglemineraltæthed ved håndskanning blandt 45+-årige kvinder i forhold til forskellige risikofaktorer, i procent
Der synes således at være en god overensstemmelse mellem den værdi, KRAM-deltagerne fik målt for knoglemineraltæthed i fingrene, og deres risikoprofil for knogleskørhed. Hvorvidt håndskanningen faktisk kan opspore personer i høj risiko vil blive undersøgt yderligere ved at sammenligne resultaterne af håndskanningen med DXA-skanninger og ved at undersøge, om personer der med håndscanneren fik målt en lav knoglemineraltæthed i årene efter får flere knoglebrud end de øvrige deltagere. For at vurdere metodens velegnethed til screening for knogleskørhed er det endvidere nødvendigt at undersøge de praktiske og organisatoriske muligheder, samt at undersøge hvilken betydning det har for deltagere, der får lavet en håndskanning.
