Kommunerne arbejder på tværs af forvaltninger i forebyggelsen

Kommunerne opererer i stigende grad på tværs af forvaltninger og fagligheder, når de iværksætter forebyggende indsatser. Samarbejdet på tværs er en forudsætning for at få forebyggelsen til at virke, men det kan samtidig være en udfordring, når kommunerne skal vurdere, om de lever op til anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens Forebyggelsespakker.

Mange kommuner har afprøvet trafiklysmodellen, der i korte træk går ud på at bruge karaktererne rød, gul og grøn til at vurdere, om de lever op til hver enkelt af pakkernes mange anbefalinger. Overordnet set finder kommunerne denne model meget konkret og anvendelig, omend de går meget forskelligt til værks i den måde, de foretager vurderingerne på. Samtidig giver modellen anledning til svære diskussioner, da forebyggelse med kommunale briller i stigende grad handler om indsatser på tværs af forvaltninger og fagligheder. Mange finder det svært at foretage en entydig vurdering af deres egen indsats, da anbefalingerne er meget overordnede - og relativt vagt formuleret.

Trafiklysmodellens farvelægning af de kommunale indsatser kan være ganske kontroversiel, når den gøres til genstand for diskussion mellem forvaltningerne. Forskere fra SIF har deltaget i møder, hvor medarbejdere fra forskellige forvaltninger har diskuteret konkrete anbefalinger med henblik på at foretage en vurdering. Her bliver det tydeligt, at de sundhedsfaglige medarbejdere ofte vil have en anden vurdering - eksempelvis af indsatser og politikker i folkeskolerne - end medarbejdere fra andre forvaltningsområder.

Men også de sundhedsfaglige medarbejdere selv kan være uenige om vurderingerne. Det bliver blandt andet diskuteret, hvor stringent og konsekvent de konkrete anbefalinger skal fortolkes. Hvornår gør man noget godt nok til at tildele sig selv karakteren grøn? Derudover finder flere det problematisk, at pakkerne tager udgangspunkt i risikofaktorer, og på den måde passer dårligt til de kommunale bestræbelser med at arbejde med "sundhed på tværs". I nogle kommuner arbejder man med udgangspunkt i arenaer, og deres arbejde - og samarbejdet med andre af kommunens forvaltninger - bevæger sig derfor på tværs af forebyggelsespakkernes opdeling i risikofaktorer.

Forebyggelsespakkernes formål er af Sundhedsstyrelsen beskrevet som "at bidrage til at styrke folkesundheden gennem en kommunal forebyggelses- og sundhedsfremmeindsats af høj faglig kvalitet", og det beskrives, at pakkerne "indeholder faglige anbefalinger på væsentlige risikofaktorområder". Forebyggelsespakkernes anbefalinger fokuserer på risikofaktorer som kost, rygning, alkohol og motion, og de appellerer til en særlig form for faglighed, som ikke nødvendigvis deles af de kommunale medarbejdere, der skal omsætte anbefalingerne i praksis. Dette gælder særligt de anbefalinger, der implicerer medarbejdere på fx skole-, social- og beskæftigelsesområderne.

Eksempelvis vil læreruddannede hellere forholde sig til læringsmål end adfærdsmål, og socialfagligt uddannede vil ofte fokusere på helhedsorienterede indsatser frem for enkeltstående risikofaktorer. Det er derfor vigtigt at have denne pluralitet af faglige rationaler og identiteter for øje, hvis man ønsker at styrke det kommunale forebyggelsesarbejde.

Forebyggelsespakkerne rummer formuleringer som "kommunen har…", "kommunen understøtter…", "kommunen bidrager til…". I hvert enkelt tilfælde må det afgøres, hvem der egentlig er "kommunen", og hvor ansvaret dermed er placeret. Det er en grundlæggende udfordring, at mange af anbefalingerne vedrører tiltag, der udføres af personalegrupper uden for sundhedsområdet, hvor forebyggelsespakkernes anbefalinger ikke nødvendigvis anerkendes som gyldige.