Tidligere udsendte deltager i forskningsforsøg med kropsterapi
Danske veteraner medvirker i forskningsprojekt, der med kropsterapi og meditation forsøger at dæmpe deres posttraumatisk stress
De fleste soldater, der kommer hjem fra militære udsendelser, kan fortsætte deres hverdag og familieliv, men en gruppe veteraner står tilbage med psykiske problemer og posttraumatisk stress (PTSD).
Sundhedsstyrelsen vurderer, at 5-10 procent tidligere udsendte i internationale missioner får PTSD efter hjemkomsten, mens andre undersøgelser vurderer, at tallet kan være endnu højere.
Nu vil et nyt forskningsprojekt undersøge, om kropsterapi kan dæmpe veteraners PTSD-symptomer og give dem en nemmere hverdag og bedre livskvalitet.
Omkring 40 veteraner, der har været udsendt for Danmark i militære missioner rundt om i verden, skal deltage i projektet.
Bag projektet står Statens Institut for Folkesundhed, Patientforeningen Danmark, behandlingsstedet ManuVision og Militærpsykiatrisk Ambulatorium, Region Hovedstadens Psykiatri.
Symptomerne på PTSD indebærer blandt andet aggressiv adfærd, søvnproblemer, træthed, angst, social isolation og depression og har derfor store konsekvenser for veteraners livskvalitet, sociale liv og arbejdsdygtighed, fortæller Nanna Ahlmark, forsker ved Statens Institut for Folkesundhed.
”Den behandling, der findes i dag, med medicin og psykologhjælp, er ikke altid tilstrækkelig, og derfor giver det god mening at afprøve, om kropsorienteret terapi kan hjælpe. Behandling af PTSD-symptomer med kropsorienteret terapi er forholdsvist nyt, og der er kun få studier på området. De viser dog positive resultater, og derfor vil vi nu afdække, om og hvordan en bestemt form for kropsterapi virker,” siger Nanna Ahlmark.
Ugentlige behandlinger
Der venter veteranerne et behandlingsforløb, hvis fokus er, at krop og psyke hænger sammen. Udgangspunktet for behandlingen er, at chok, traumer og stress sætter sig som blokeringer i muskler og åndedræt og påvirker nervesystemet, og at blokeringerne derfor skal løsnes.
Veteranerne vil i løbet af et halvt år modtage ugentlige kropsbehandlinger, hvor behandlerne gennem forskellige massageteknikker, fysiske tryk og samtale løsner op for fysiske og psykiske spændinger. Derudover skal veteranerne lære at meditere, trække vejret dybt og bruge åndedrættet til at skabe ro i kroppen.
Det er behandlingsstedet ManuVision, der står for behandlingen, mens forskere ved Statens Institut for Folkesundhed undersøger effekten af behandlingen, og hvordan veteranerne har oplevet behandlingen.
”Mange veteraner med PTSD har svært ved at kontrollere følelser som vrede og frygt. De kan reagere meget impulsivt, hvis de føler sig presset. Projektet skal undersøge, om kropsterapi og åndedrætsteknikker kan hjælpe med bedre at acceptere svære følelser, når de opstår, og ikke at reagere på dem med det samme,” siger Nanna Ahlmark.
Projektet kombinerer forskellige forskningsmetoder, herunder spørgeskemaundersøgelser og dybdegående interviews med veteraner og deres pårørende.
De første resultater forventes i 2020.
Projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og Soldaterlegatet.
Kontakt
Forsker Nanna Ahlmark, Statens Institut for Folkesundhed, e-mail: naah@si-folkesundhed.dk, telefon 65507815.