Politiske tiltag på rygeforebyggelsesområdet gennemgås i videnskabelig artikel
Hvad gør vi i Danmark på rygeforebyggelsesområdet blandt unge? Videnskabelig artikel gennemgår udvalgte danske politikker
Hvad bliver der gjort fra politisk hold for at undgå, at unge danskere begynder at ryge?
I en netop offentliggjort videnskabelig artikel gennemgås udvalgte nationale politikker på rygeforebyggelsesområdet. Det er tiltag såsom pris på tobak, forbud mod salg af tobak til unge, forbud mod tobaksreklamer, røgfri miljøer og sundhedsadvarsler på cigaretpakkerne.
Artiklen er det danske bidrag til en international undersøgelse af, hvad forskellige lande har af politiske tiltag og tilgange til rygestopprogrammer med særligt fokus på, hvad der forebygger rygning blandt unge.
"Vi finder, at man i Danmark har indført en række forskellige tiltag på nationalt plan for at forebygge rygning, men at vi godt kunne gøre endnu mere. Især hvis vi ser på, hvad de gør i for eksempel Norge, England og Australien, hvor man har sat ind på flere fronter for at forebygge unges rygning," siger Nanna Schneekloth Jarlstrup, ph.d.-studerende på Statens Institut for Folkesundhed.
Hun peger på, at man eksempelvis i Norge har forhøjet prisen på tobak ret så markant. Her koster en pakke cigaretter omkring 90 kroner, hvilket har betydet færre unge rygere.
I Norge ryger omkring tre procent af de unge dagligt mod 16 procent i Danmark. I Danmark koster en pakke i gennemsnit 40 kroner, og prisen er ikke steget væsentligt inden for de seneste 10 år. Det er antallet af unge rygere til gengæld. I 2013 var der 14 procent af de unge, der røg dagligt.
Neutrale cigaretpakker
I blandt andet Norge og Australien har man derudover indført neutral emballage på cigaretpakkerne, det der også hedder plain packaging. Det vil sige, at cigaretbrands ikke kan ses. Formålet er, at pakkerne ikke appellerer til de unge.
"Vi har ikke plain packaging i Danmark, og dét er et af de initiativer, som man herhjemme med fordel godt kunne lade sig inspirere af. Undersøgelser viser nemlig, at neutrale cigaretpakker har en effekt på rygning," siger Nanna Schneekloth Jarlstrup.
Artiklen gennemgår også nuværende tilgange til rygestopprogrammer i Danmark. Det er eksempelvis internetbaserede rygestopprogrammer, telefonrådgivning og skolebaserede rygestopprogrammer.