Skip to main content
Ugens tal, uge 14

Unge, der drikker sig fulde, bruger samtidig snus

Hver fjerde ung, der binge-drikker, lægger samtidig også ofte en pose nikotin under overlæben, viser ny undersøgelse.

Det er velkendt, at druk og binge-drinking – det vil sige drikke store mængder alkohol ved én og samme lejlighed – ofte hænger sammen med et forbrug af cigaretter.

Og nu ser det ud til, at unge, der binge-drikker, også har et markant forbrug af snus og andre røgfri nikotinprodukter, såsom tyggetobak og nikotinposer.

En ny undersøgelse viser, at 26 procent af de 15-17-årige, der ofte binge-drikker, også bruger snus eller andre røgfri nikotinprodukter enten dagligt eller en gang imellem.

Til sammenligning gælder det 7,5 procent af unge, der enten aldrig eller sjældnere binge-drikker. For de 18-24-årige er billedet stort set det samme.

Undersøgelsen er foretaget af Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Det er første gang, at forskere har undersøgt, om unge, der binge-drikker, samtidig tager snus eller andre røgfri nikotinprodukter – og resultaterne bekymrer seniorforsker Lotus Sofie Bast, der forsker i tobaksforebyggelse blandt børn og unge:

”Vi har ikke vidst særligt meget om mange af de her røgfri nikotinprodukter, for de er stormet ind på markedet med så stor fart, at det har været svært at følge med. Men nu begynder vi at have forskningsresultater og kan så blandt andet se, at produkterne er tæt forbundet med alkohol.”

Undersøgelsen viser, at hver tyvende af alle unge under 25 år både drikker sig fulde ofte og tager snus.

”Det svarer til, at knap 50.000 unge under 25 år både ofte binge-drikker og bruger røgfri tobak. Det er bekymrende, især fordi vi ved, at både alkohol og nikotin påvirker børn og unges hjerner og deres koncentrationsevne,” siger Lotus Sofie Bast.

Risiko for afhængighed

Dertil kommer risikoen for afhængighed – også af andre rusmidler, siger professor Janne Tolstrup, der forsker i alkoholforebyggelse ved Statens Institut for Folkesundhed.

”Røgfri nikotinprodukter betragtes som en glidebane til cigaretter, alkoholforbrug og andre rusmidler. Og mange unge opdager slet ikke, at de er blevet afhængige, før det er for sent,” siger hun.

”Det er netop sådan, mange begynder at ryge. Man begynder med at ryge til fester og ser slet ikke sig selv som en ryger. Men så begynder vanen lige så stille at blive til hverdag, og pludselig er man så ryger. Det samme ser ud til at være sket med røgfri produkter – de er blevet til festprodukter,” siger Janne Tolstrup.

Stigning i forbrug

Der er sket en tredobling i forbruget af røgfri nikotinprodukter i perioden 2014 til 2021. I dag bruger mere end hvert tiende barn og ung i alderen 15-29 år røgfri nikotinprodukter.

Derfor giver det ifølge begge forskere mening at se på en samlet indsats over for både unges alkohol- og nikotinforbrug.

”Et sted at starte er at gøre både alkohol og nikotinprodukter mindre tilgængelige for børn og unge,” siger Lotus Sofie Bast.

Undersøgelsen er baseret på svar fra §RØG – en undersøgelse af tobak, adfærd og regler, hvor omkring 7.400 i alderen 15-29 år har svaret på spørgsmål om alkohol og forbrug af røgfri nikotinprodukter. §RØG-undersøgelsen er foretaget i oktober 2021.

§RØG-undersøgelsen er udarbejdet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen. Den er finansieret af TrygFonden og foretages hvert år. Næste gang bliver til efteråret.

Kontakt: Seniorforsker Lotus Sofie Bast, tlf.: 6550 7809 eller 2855 8008, e-mail: loni@sdu.dk, og professor Janne Tolstrup, tlf.: 6550 7735, e-mail: jest@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Vil du vide mere?

§RØG

Redaktionen afsluttet: 06.04.2022