Socialt udsatte føler sig ikke altid isoleret

En ny ph.d.-afhandling undersøger, hvad der karakteriserer de sociale relationer blandt udsatte brugere af herberger, væresteder, varmestuer og andre sociale tilbud. Den handler om mennesker, hvis liv ofte er præget af en kombination af hjemløshed, misbrug, fattigdom og dårligt fysisk og psykisk helbred. Afhandlingen tegner et nuanceret og komplekst billede af udsattes sociale trivsel, deres relationer til andre og oplevelser af ensomhed.

Centralt i afhandlingen er dannelsen af en netværks-typologi på baggrund af interviews med socialt udsatte. Typologien består af fem grupper:

• De socialt forbundne og tilfredse
• De tilfredse enspændere
• De socialt forbundne men ensomme
• De socialt isolerede
• Midtergruppen

Analysen peger på stor variation i udsatte menneskers sociale trivsel. Nogle er stærkt isolerede og mistrives på grund af ensomhed, andre lever isoleret men trives med det, og andre igen har gode netværk, adgang til støtte fra både familie, venner samt personale på f.eks. herberger og udtrykker stor tilfredshed med deres sociale liv. Et af afhandlingens hovedresultater er, at udsattes sociale trivsel ikke ser ud til at være knyttet til graden af udsathed på samme måde, som man måske ville forvente. Et langt liv som socialt udsat er ikke nødvendigvis ensbetydende med et skrøbeligt netværk og en udpræget ensomhedsfølelse, og det at være alene kan for nogle socialt udsatte være positivt og en kilde til øget livskvalitet. Et andet væsentligt fund er, at personalet på herberger og væresteder spiller en afgørende rolle i forhold til at støtte udsatte mennesker og hjælpe dem til en forbedret livssituation, hvilket f.eks. kan være hjælp til at finde en lejlighed eller få styr på økonomien.

Et tredje hovedresultat er, at især relationerne mellem socialt udsatte forældre og deres børn har en helt særlig karakter og betydning for trivslen. Forældrenes fortællinger afspejler bestræbelser på at efterleve ideen om 'det gode forældreskab' og den 'rigtige' måde at være forældre på, men livet som socialt udsat vanskeliggør dog i mange tilfælde indfrielsen af disse intentioner. Men uanset graden af kontakt til børnene og uanset relationernes reelle indhold bibringer forholdet til børnene, og tankerne om børnene, forældrene håb og motivation. Forældreskabet er for de socialt udsatte forældre dermed med til at bane vejen for en større følelse af normalitet, anerkendelse og tilhørsforhold.

Afhandlingen baserer sig dels på en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 1.348 brugere af herberger, væresteder og andre sociale tilbud samt 46 dybdegående interviews med socialt udsatte.

Der afholdes offentligt ph.d.-forsvar den 7. juni kl. 14 på Statens Institut for Folkesundhed.