Skip to main content
Uge 35, 2012

Rygning øger markant risikoen for udposning på hovedpulsåren

Rygning og udposning på hovedpulsåren

Udposning på hovedpulsåren, aorta aneurisme, er en oftest dødelig sygdom, der forekommer i 1-2 % af befolkningen. De fleste udposninger på hovedpulsåren opdages først, når de sprænger og i langt de fleste tilfælde, 65-90 %, medfører det pludselig død.

I to store københavnske befolkningsundersøgelser, Østerbro-undersøgelsen og Herlev-Østerbro-undersøgelsen, med sammenlagt 71.283 personer blev deltagerne undersøgt for en lang række faktorer som diabetes, kolesterol, alkoholforbrug og rygning. Undersøgelsen, som er publiceret i det anerkendte tidsskrift International Journal of Cardiology, viser at der i løbet af opfølgningstiden opstod sammenlagt 469 tilfælde af aorta aneurisme. I statistiske modeller, der inddrog en lang række kendte risikofaktorer for hjertekarsygdom, viste det sig, at rygning var den mest markante risikofaktor. Risikoen for at udvikle aorta aneurisme er næsten fire gange højere for rygere, som ryger over 20 cigaretter om dagen sammenlignet med dem, der ikke ryger.

Sammenhæng mellem tobaksforbrug og risiko for aorta aneurisme

Analyserne viste endvidere, at rygning var medvirkende sygdomsårsag i mere end halvdelen af tilfældene af udviklede udposninger på hovedpulsåren, mens f.eks. forhøjet blodtryk stod for 20 %. Risikoen for en udposning på hovedpulsåren øges med 1,5 gang, hvis man har forhøjet blodtryk.

I Østerbro-undersøgelsen blev deltagerne gennemsnitligt fulgt over 28 år og i Herlev-Østerbro- undersøgelsen blev de fulgt over 5½ år.

 

Vil du læse mere?

Find artiklen her

Redaktionen afsluttet: 29.08.2012