Danskerne er blevet 10 cm højere
På 100 år er danskerne i gennemsnit blevet 10 cm længere, og det gør os til et af klodens højeste folkefærd
Danskere, der er født i 1997 – og som altså i dag er 19 år – er i gennemsnit lidt mere end 10 cm højere end danskere født i 1896.
Mænd født i 1896 blev i gennemsnit 170,0 cm høje, mens kvinderne i gennemsnit blev 157,1 cm høje. Siden da er danskerne skudt gevaldigt i vejret.
I dag er gennemsnitshøjden for danske mænd og kvinder henholdsvis 181,4 cm og 167,2 cm, og det gør os til nogle af de højeste mennesker i verden.
Det viser et stort internationalt studie med 18,6 millioner deltagere fra 200 lande, heriblandt Danmark, hvor Statens Institut for Folkesundhed har bidraget med data om danskernes højde.
Vokseværk i Europa
Det er ikke kun os danskere, der har haft vokseværk. Generelt er højden blandt europæere en del højere nu end for 100 år siden.
I mange lande udenfor Europa er folk ikke vokset nær så meget i løbet af de 100 år. Især er indbyggere i mange afrikanske lande omkring og syd for ækvator kun en smule højere nu end for 100 år siden. I for eksempel Namibia er gennemsnitshøjden i dag 167,0 cm for mænd og 158,8 cm for kvinder, og det er kun godt to cm mere end for 100 år siden.
Verdens højeste og laveste
Verdens højeste er hollandske mænd på 182,5 cm og lettiske kvinder på 169,8 cm, mens de laveste mænd findes i Yemen og er 159,9 cm. De laveste kvinder er fra Guatamala og måler 149,4 cm.
Verdensrekorden for højdevækst ses blandt sydkoreanske kvinder og iranske mænd, som i løbet af de sidste 100 år er blevet henholdsvis hele 20,2 og 16,5 cm højere.
”Studiet er interessant, fordi folks sluthøjde siger meget om tidlige forhold – både i fostertilstand og som barn og ung. Utilstrækkelig eller dårlig ernæring og sygdomme kan for eksempel betyde, at man ikke opnår den højdevækst, som man har potentiale til. Den store forskel, der ses mellem lande i udviklingen af højde over de sidste 100 år, er således meget sigende om den udvikling eller manglen på samme, som landet eller området har været igennem,” siger Janne Tolstrup, professor ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Figuren viser ændring i højde i voksenalderen blandt personer, der er født i 1896 og i 1996.