Sundhed på tværs er svært at implementere i praksis

Er ”sundhed på tværs” løsningen for, hvordan kommunerne kan løfte deres forebyggelses- og sundhedsopgaver? Eller er det blevet et modebegreb, der i virkeligheden spænder ben for kommunernes intentioner om at forbedre borgernes sundhed?

Det er nogle af de spørgsmål, der bliver diskuteret i et nyt ph.d.-studie ved Center for Interventionsforskning på Statens Institut for Folkesundhed.

Studiet undersøger, hvordan ti kommuner opfatter begrebet ”sundhed på tværs” og arbejder med det i praksis.

”’Sundhed på tværs’ er en måde at arbejde på, der skal sikre, at alle forvaltninger i kommunen sammen koordinerer og tager ansvar for at skabe bedre sundhed for borgerne. Det er en populær løsningsmodel, som mange kommuner forsøger at organisere deres sundhedsfremme og forebyggelsesopgaver efter. Derfor er det også værd at undersøge og forstå, hvordan det fungerer i praksis”, siger Ditte Heering Holt, ph.d.-studerende ved Center for Interventionsforskning.

Høje forventninger

Ditte Heering Holt finder, at ”sundhed på tværs” bygger på antagelsen om, at man ved at samarbejde kan udnytte ressourcer og kompetencer fra forskellige fagområder, skabe synergi mellem indsatser og i sidste ende skabe bedre og billigere løsninger på komplekse sundhedsproblemer.

Samtidig ser kommunerne ”sundhed på tværs” som en organisatorisk løsning, der blandt andet fremmer innovation og skaber større effektivitet.

”’Sundhed på tværs’ anses for at være den ideelle løsning på at løfte borgernes sundhed, fordi alle forvaltninger skal gå sammen om opgaven, men det er meget høje forventninger, som ofte er svære at omsætte til praksis. På den måde er ”sundhed på tværs" nok blevet et modeord, som afspejler nogle meget høje forhåbninger, men som ikke nødvendigvis er en effektiv løsning i praksis,” siger Ditte Heering Holt og fortæller om et møde i en af kommunerne, der handlede om implementering af en fælles sundhedspolitik.

”Politikken havde tre overordnede mål, men herunder hele 53 delmål, som kommunen skulle realisere inden for de eksisterende budgetter. De høje ambitioner gjorde det særdeles udfordrende at prioritere mellem indsatserne, og resultatet blev i stedet en implementeringsstrategi, der fastholdt ambitionerne, men ikke anviste handling. Så når jeg ser på kommunerne i mit studie, holder de rigtig mange møder og udarbejder rigtig mange strategier, men dét, der implementeres i praksis, er meget løst koblet til det administrative arbejde. Derfor stiller jeg også spørgsmålstegn ved, om kommunerne bruger kræfterne rigtigt, og om indsatsen når helt der ud, hvor det skaber sundhed for borgeren,” siger Ditte Heering Holt.

Realistiske forventninger

Løsningen er ikke at afvise samarbejde på tværs, påpeger Ditte Heering Holt. Men hun opfordrer til større refleksion blandt kommunale konsulenter og ledere om, hvor og hvornår konkrete samarbejder på tværs er nødvendigt. Samtidig opfordrer hun til at være realistisk omkring, hvor mange ressourcer ”sundhed på tværs” kræver.

”Der er en forestilling om, at man kan spare penge ved at arbejde med ”sundhed på tværs”, og at man kan udnytte ressourcerne bedre. Men man glemmer, at det jo netop er meget tid- og ressourcekrævende at udvikle og implementere indsatser på tværs. Derfor skal der nok mindre fokus på møder og strategier og mere fokus på at få indsatserne til at fungere i praksis,” siger Ditte Heering Holt.