Kvinder med medfødt hjertefejl har større risiko for at føde for tidligt
Desuden har de langt større risiko end andre gravide for at føde undervægtige børn, viser nyt studie
Det kan være en stor belastning for kroppen og hjertet at gennemføre en graviditet, og det gælder især kvinder, der er født med en hjertefejl.
Nyt ph.d.-studie fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, viser, at kvinder med en medfødt hjertefejl har op til tre gange så høj risiko for at føde for tidligt sammenlignet med kvinder uden en medfødt hjertefejl. Derudover har kvinder med en medfødt hjertefejl over to gange så høj risiko for at føde et barn, der er lille og vejer mindre end gennemsnittet, uanset om de føder før tid eller til tiden.
Forskerne bag studiet fulgte 2.200 gravide med medfødt hjertefejl i perioden 1997 til 2014 for at undersøge deres risiko for komplikationer under graviditeten. Heraf fødte næsten ti procent for tidligt, det vil sige før 37. uge, mens hver syvende kvinde fødte et barn, der var undervægtigt.
Det er første gang i Danmark, at man har fulgt så mange kvinder med medfødt hjertefejl.
Studiet er netop publiceret i det internationale tidsskrift Journal of the American Heart Association.
Kvinder med alvorlige hjertefejl har større risiko
De gravide i studiet var født med forskellige hjertefejl, såsom hul i skillevæggene i hjertet, forsnævringer og ombyttede blodkar, og de blev delt op i tre kategorier i forhold til sværhedsgraden af deres hjertefejl: mild, moderat og svær hjertefejl.
”I alle kategorierne havde kvinderne forhøjet risiko for at føde for tidligt. Studiet viser samtidig, at jo større og mere alvorlig hjertefejlen er, jo større er risikoen for at føde for tidligt eller føde for lille et barn,” siger Stine Kloster, ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed.
Kvinder med enten mild eller moderat hjertefejl havde henholdsvis 33 og 45 procent højere risiko for at føde for tidligt sammenlignet med kvinder uden medfødt hjertefejl. For kvinder med svær hjertefejl var risikoen 230 procent højere.
Hvad angår at føde et for lille barn i forhold til gennemsnittet, var risikoen for kvinder med mild og moderat hjertefejl henholdsvis 27 og 56 procent højere, mens kvinder med en svær hjertefejl havde 132 procent højere risiko.
I Danmark har omkring 7.500 voksne kvinder en medfødt hjertefejl. Der fødes cirka 500 børn med hjertefejl hvert år, heraf er cirka halvdelen piger.
Studiet er støttet af Hjerteforeningen.
Kontakt
Stine Kloster, tlf.: 6550 7745, e-mail: stkl@si-folkesundhed.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.