Ny rapport stiller skarpt på fertilitetsbehandling med både donoræg og donorsæd
Hvordan oplever barnløse enlige og par loven om dobbeltdonation? Ny rapport evaluerer loven set fra både brugernes og de sundhedsprofessionelles perspektiv - og undersøger både de implikationer og mere eksistentielle spørgsmål, som følger med lovændringen.
I 2018 blev forbuddet om dobbeltdonation afskaffet, en ny lov blev vedtaget, og dermed var det pludselig muligt for par og enlige kvinder at modtage både donoræg og donorsæd i forbindelse med en fertilitetsbehandling, også kaldet dobbeltdonation.
Men hvordan er det gået, siden loven trådte i kraft? Har brugerne, det vil sige enlige kvinder og barnløse par, fået bedre muligheder for behandling? Hvad er deres oplevelser, udfordringer og ønsker i den forbindelse? Og hvilke implikationer medfører lovændringen i praksis for de sundhedsprofessionelle, der arbejder med dobbeltdonation på fertilitetsklinikkerne?
Dét er blot nogle af de mange spørgsmål, som Statens Institut for Folkesundhed besvarer i en ny rapport.
Rapporten er udarbejdet for Sundhedsministeriet med det formål at evaluere loven to år efter, at den trådte i kraft, og undersøge, om den virker efter hensigten. Og dét gør den ifølge professor Tine Tjørnhøj-Thomsen, der har været med til at udarbejde rapporten. Langt flere enlige kvinder og par har i hvert fald nu fået mulighed for at blive forældre.
”Mange af de brugere, som vi har talt med, har tidligere været igennem flere fertilitetsbehandlinger, som ikke er lykkedes. Med muligheden for dobbeltdonation får de nu en ekstra og for manges vedkommende sidste chance for at få deres ønskebarn,” siger Tine Tjørnhøj-Thomsen.
Hun forklarer, at enlige og par uden hverken befrugtningsdygtige æg eller sædceller før loven måtte tage til udlandet for at få behandling, søge om adoption eller opgive at få et barn.
”Men adoption kan være vanskeligt at opnå, hvis man er enlig kvinde eller i lesbisk parforhold. Derfor værdsættes muligheden for dobbeltdonation også meget højt. Desuden giver den brugerne mulighed for at opleve graviditet, fødsel og barsel samt en tidlig tilknytning til barnet, som jo for eksempel ikke er muligt ved en adoption,” siger Tine Tjørnhøj-Thomsen.
Behov for samtaler
Rapporten bygger hovedsageligt på en kvalitativ undersøgelse og en række interviews med par, enlige kvinder og lesbiske par, der alle enten ønsker, har søgt eller modtaget dobbeltdonation.
Derudover er overlæger, klinikchefer og sygeplejersker fra både offentlige og private klinikker samt repræsentanter fra patientforeninger og interesseorganisationer blevet interviewet.
”Selvom muligheden for dobbeltdonation opleves som meget positivt, så åbner den også op for tvivl og usikkerhed hos brugerne, fordi de ikke er genetisk forbundet med deres barn. Dét kan det være svært at komme overens med, og mange brugere har et behov for at vende de eksistentielle, følelsesmæssige, relationelle og etiske aspekter, der opstår. De efterspørger derfor samtaler og rådgivning i forbindelse med behandlingen,” siger Tine Tjørnhøj-Thomsen.
”Det kan for eksempel være spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan man senere skal fortælle barnet, at der er brugt donoræg og donorsæd, og hvilke implikationer det kan have for barnet,” forklarer hun.
Usikkerhed om retningslinjer
De sundhedsprofessionelle oplever hverken specifikke behandlingsmæssige eller tekniske udfordringer med at udføre dobbeltdonation. Det kan de godt klare. Til gengæld har der været andre bump på vejen.
Det har eksempelvis taget lang tid for klinikkerne at få de praktiske og finansieringsmæssige forhold på plads, efter forbuddet mod dobbeltdonation blev ophævet. Og mange sundhedsprofessionelle har været usikre på, hvordan loven skal udmøntes i praksis.
”Reglerne angiver, at der skal være en såkaldt sundhedsfaglig begrundelse for at indstille en kvinde eller et par til dobbeltdonation. Det er for eksempel mangel på befrugtningsdygtige æg eller genetisk betingede sygdomme. Men der hersker en del usikkerhed om, hvordan denne begrundelse skal fortolkes og omsættes i praksis, ligesom der har været behov for en specificering af, hvem klinikkerne må og ikke må behandle og hvorfor,” siger Tine Tjørnhøj-Thomsen og tilføjer:
”Dét skaber også usikkerhed hos brugerne, som kan have svært ved at forstå de begrundelser, de får.”
I alt var 351 kvinder i behandling i 2018 og 2019. Langt størstedelen var enlige kvinder.
Rapporten henvender sig primært til beslutningstagere og professionelle, der beskæftiger sig med assisteret reproduktion.
Kontakt:
Professor Tine Tjørnhøj-Thomsen, e-mail: titt@sdu.dk, tlf.: 6550 7811, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.