Læger mangler viden til at kunne opspore voldsramte patienter

Praktiserende læger kan have svært ved at opspore voldsramte patienter, fordi de kan være i tvivl om, hvordan de identificerer vold i nære relationer og afgrænser det fra eksempelvis en ægteskabelig konflikt.

Samtidig savner lægerne kendskab til konkrete tilbud til voldsramte patienter, såsom kvindekrisecentre, hvilket kan afholde dem fra at spørge patienten, om han eller hun har været udsat for vold.

Sådan lyder nogle af konklusionerne i en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Rapportens formål har været at bidrage med viden om, hvordan praktiserende læger ser deres rolle i forbindelse med at opspore og bekæmpe vold i nære relationer. Rapporten bygger på 17 interviews med alment praktiserende læger, voldsramte og centermedarbejdere i Region Hovedstaden.

Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2010 estimeres det, at godt 33.000 kvinder og 13.000 mænd årligt udsættes for fysisk partnervold.

I regeringens nationale strategi fra 2010 om bekæmpelse af vold i nære relationer blev praktiserende læger fremhævet som centrale i forhold til dels at opspore voldsramte, dels at rådgive voldsramte om de eksisterende støttemuligheder, såsom kvindekrisecentre og mandecentre. Men hvordan lægerne opfylder rollen, har der indtil videre ikke været fokus på.

Svært at adskille vold fra konflikter i parforholdet

De praktiserende læger, der har medvirket i undersøgelsen, oplever ikke, at de møder voldsramte patienter særlig tit, og ifølge undersøgelsen kan det hænge sammen med, at der blandt lægerne er uklarhed omkring definitionen på vold i nære relationer.

”Lægerne kan have svært ved at adskille vold fra andre sociale problemer, hvor der er misbrug i familien eller konflikter i parforholdet. Og det kan betyde, at de ikke spørger ind til vold,” siger en af forskerne bag rapporten, akademisk medarbejder Katrine Bindesbøl Holm Johansen fra Statens Institut for Folkesundhed.

Den begrænsede erfaring med at møde voldsramte patienter kan også betyde noget for, hvor fortrolig eller hvor godt rustet lægen føler sig ved at spørge ind til vold, hvis ikke patienten selv bringer emnet op, og hvis ikke der er tydelige fysiske mærker eller andre indikationer på vold.

Tillid mellem læge og patient afgørende

Af rapporten fremgår det, at tillid til lægen er afgørende for patientens villighed til at tale om vold. Ligeledes kan bekymringen for at lave skår i tilliden afholde lægen fra at spørge til direkte vold, hvis ikke der er tydelige indikationer herpå.

”Lægen kan også opleve forlegenhed ved at spørge ind til vold, fordi det opfattes som et skamfuldt problem for patienten. Nogle læger frygter, at patienten kan finde det krænkende,” siger Katrine Bindesbøl Holm Johansen.

Mangler kendskab til tilbud

Samtidig viser rapporten, at lægernes kendskab til og brug af de eksisterende målrettede tilbud til voldsramte er begrænset. Ingen af lægerne i undersøgelsen fra Region Hovedstaden havde eksempelvis erfaring med eller kendskab til Center for Voldsramte på Frederiksberg Hospital, som de kan henvise til, og som er det eneste tilbud i regionalt regi, der er målrettet voldsramte.

”Det manglende kendskab til tilbuddene kan få konsekvenser for opsporingen, fordi det kan afholde lægerne fra at spørge til vold, når de ikke ved, hvad de kan tilbyde den voldsramte patient. Læger er jo drevet af at skabe forbedringer for sine patienter i det omfang, de har mulighed herfor, og undersøgelsen viser, at lægerne kan være bekymrede for at spørge ind til vold, hvis ikke de ved, hvad de reelt kan gøre for patienten,” siger Katrine Bindesbøl Holm Johansen.

Undersøgelsen har haft karakter af et pilotstudie og kan ses som et skridt på vejen til at opnå større indsigt i, hvordan voldsramte hurtigere opspores og tilbydes målrettet hjælp.

Projektet er støttet af den tværsektorielle forskningsfond i Region Hovedstaden ”Tværspuljen” og Fonden for Almen Praksis.