Skip to main content
Ugens tal, uge 50

Nyt studie undersøger patientuddannelser for personer med knogleskørhed

Får personer med osteoporose, også kaldet knogleskørhed, det bedre af at deltage i patientuddannelse? Et nyt litteraturstudie kortlægger, hvad der findes af viden på området.

Personer med osteoporose kan mange steder i verden, blandt andet i flere danske kommuner, deltage i patientuddannelse, hvor de blandt andet lærer om kost, medicin og fysisk træning – og om hvordan man yder omsorg for sig selv og lever bedst muligt med sygdommen. 

Men om denne type patientuddannelse har en effekt, og om patienter får det bedre af at deltage – fysisk som psykisk – vides ikke med sikkerhed, da dén viden, der findes på området, generelt er begrænset.

Derfor samler og undersøger Statens Institut for Folkesundhed nu i et litteraturstudie, hvad der findes af national og international viden på området. Det sker i samarbejde med Videnscenter for Knoglesundhed, Sjællands Universitetshospital.

Litteraturstudiet er første del af et ph.d.-projekt, hvis formål netop er at opsamle viden om patientuddannelser til personer med osteoporose, også kaldet osteoporoseskoler.

”Alene i Danmark er der 172.000 personer, der er diagnosticeret med osteoporose, og en del af disse deltager i patientuddannelse på kommunernes osteoporoseskoler. Derfor er det også vigtigt at vide, hvilken forskel patientuddannelse gør for patienterne, så man eventuelt bedre kan målrette og udbrede tilbuddene,” siger ph.d.-studerende Mette Rubæk. 

Får bedre funktionsniveau

Litteraturstudiet bygger på data fra 13 studier fra forskellige steder i verden, heriblandt Danmark. Studierne har det til fælles, at de alle undersøger effekten af patientuddannelser, der minder meget om de danske osteoporoseskoler.

Ifølge Mette Rubæk er det vigtigste fund, at de studier, der undersøger effekten af patientuddannelser på patienternes fysiske funktionsniveau, rapporterer en effekt.

”Der er en tydelig sammenhæng mellem dét at deltage i patientuddannelse og så at få et bedre fysisk funktionsniveau. Patienter på uddannelserne bliver for eksempel mere mobile, får mere styrke i ryggen og bedre balance, ligesom de oplever færre fald,” siger Mette Rubæk.

Omvendt er der umiddelbart ikke nogen effekt generelt set, hvad angår de fysiske gener, som kan følge med, når man har osteoporose. Der ses nemlig ikke nogen tendens til, at patienterne for eksempel oplever færre smerter eller færre knoglebrud.

Evaluerer osteoporoseskolerne

Hvad angår patienternes psykiske velbefindende – altså om de får det bedre rent psykisk – er sværere at sige noget entydigt om, idet kun få studier har undersøgt det. Ifølge Mette Rubæk er der dog en tendens til, at patienterne psyke påvirkes positivt, når de deltager i patientuddannelse, for eksempel i form af færre symptomer på angst.  

Næste skridt i Mette Rubæks ph.d.-studie bliver at evaluere de danske patientuddannelser på kommunernes osteoporoseskoler og bl.a. undersøge, hvordan de virker, og for hvem de virker. Ph.d.-projektet vil munde ud i anbefalinger til kommunerne.

Kontakt:

Ph.d.-studerende Mette Rubæk, tlf.: 6550 7846, e-mail: merub@sdu.dk, og lektor Teresa Holmberg, tlf.: 6550 7814, e-mail: teho@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Vil du vide mere?

Studie

Ph.d.-projekt

Klik her

Redaktionen afsluttet: 15.12.2021