Skip to main content
Uge 17 2024

Størstedelen af alle voksne danskere får nok søvn – dog sover en tredjedel for lidt

Ny undersøgelse har kortlagt danskernes søvn. Over 1.000 danskere har haft bevægelsesmålere på benet, der registrerer, hvor meget de sover.

Hovedparten af alle voksne danskere i alderen 18-64 år sover tilstrækkeligt og får den mængde søvn, som Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger tilskriver. En tredjedel sover dog for lidt.

Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Over 1.000 danskere har i en uge ført dagbog over deres søvn og har samtidig båret bevægelsesmålere, der registrerer antal timer i liggende tilstand.

Det er første gang, at forskere anvender bevægelsesmålere til at måle længden af søvn på en større befolkningsgruppe.  

”Størstedelen, det vil sige 64 procent af den voksne befolkning i alderen 18-64 år, sover de anbefalede 7-9 timer i døgnet. Samtidig er der dog 32 procent, der sover mindre end 7 timer i døgnet, og som dermed får for lidt søvn i forhold til anbefalingerne," fortæller Susan Andersen, seniorforsker på Statens Institut for Folkesundhed.

Vedvarende kort søvn og nedsat søvnkvalitet er hos både børn, unge og voksne forbundet med ringere livskvalitet, psykisk, fysisk og social funktion samt trivsel.

Man skal dog ikke bekymre sig, hvis man i perioder ikke sover tilstrækkeligt, siger Susan Andersen: 

”Det er helt normalt at sove dårligt i perioder. Det er søvnmangel over lang tid, der kan have alvorlige konsekvenser for éns sundhed og trivsel.”

Figuren viser andelen af voksne i alderen 18-64 år, der sover mindre, som anbefalet eller mindre end de anbefalede 7-9 timer.

 

Lektor Christina Bjørk Petersen har været med til at udarbejde undersøgelsen. Ifølge hende er en vigtig pointe, at dén søvn, vi får, ikke kun er et spørgsmål om en passende mængde, men også om kvalitet.   

”Sund søvn handler også om, hvor godt man sover i løbet af den tid, man tilbringer i sengen, hvor hurtigt man falder i søvn, hvor længe man forbliver sovende uden afbrydelser, og hvor rolig éns søvn er. Et afgørende parameter er også, om man er tilfreds med sin søvn generelt og føler sig udhvilet.”

Vil udvikle nye metoder

I undersøgelsen har bevægelsesmålerne registreret den tid, som deltagerne ligger stille i sengen. Men målerne kan ikke belyse, om deltagerne rent faktisk har sovet eller blot ligget vågen. Derfor har forskerne også benyttet deltagernes selvrapporterede søvn-dagbøger.

Ifølge Christina Bjørk Petersen giver kombinationen af bevægelsesmåling og søvndagbog et bedre grundlag for at estimere danskernes søvnlængde.  Men der er brug for mere forskning på området.

”Lige nu er bevægelsesmålerne sammenholdt med dagbøgerne den bedste metode, vi har til en stor befolkningsgruppe. Men vi håber, at vi fremadrettet kan udvikle mere præcise metoder til at registrere både søvnlængde og søvnkvalitet i befolkningen.”

Kontakt: Seniorforsker Susan Andersen, e-mail: suan@sdu.dk, tlf.: 6550 7816, og lektor Christina Bjørk Petersen, e-mail: chrb@sdu.dk, tlf.: 6550 7746, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.  

Vil du vide mere?

Rapport

Redaktionen afsluttet: 24.04.2024