Nyt kursus giver viden og værktøjer om kunst og kultur som sundhedsfremme
Statens Institut for Folkesundhed tilbyder nu et kursus, der klæder fagpersoner på til at bruge kunst og kultur til at fremme sundhed og trivsel.
Hvilken forskel kan litteratur, dans, teater og kunst gøre for menneskers sundhed og trivsel? Hvordan kan man bruge kunst og kultur som ressource i forebyggelse og sundhedsfremme? Og hvordan planlægger, implementerer og evaluerer man sundhedsfremmende kunst- og kulturindsatser?
Dét er nogle af de spørgsmål, som besvares på Statens Institut for Folkesundhed nye efteruddannelseskursus ”Kunst og kultur som sundhed og trivsel”.
Kurset starter i januar 2025 og henvender sig til alle, der søger viden, inspiration og praktiske værktøjer til at arbejde med kunst og kultur som sundhedsfremme, for eksempel inden for social-, sundheds- og kulturområdet.
Formålet med kurset er ifølge kursuskoordinator og ph.d.-studerende Mette Marie Kristensen at give deltagerne et vidensfundament i arbejdet med sundhedsfremmende kunst- og kulturindsatser:
”Der er efterhånden en del international forskning, der viser, at kunst og kultur har positive effekter på sundhed og trivsel, og her i Danmark er der også en stigende interesse for området. Vi ser flere og flere initiativer og indsatser, der netop trækker på kunst og kultur som sundhedsfremme, og vi vil gerne styrke dette arbejde med forskningsbaseret viden. Målet med kurset er derfor at give deltagerne metoder og inspiration til, hvordan de kan skabe gode rammer for at arbejde med denne type indsatser.”
Får viden og metoder
På kurset får deltagerne viden om, hvordan forskellige kunst- og kulturgenrer kan påvirke mennesker sundhed og trivsel, og hvordan de kan anvendes i forebyggelses- og sundhedsfremmearbejdet.
Endvidere får deltagerne indblik i konkrete metoder til at bruge kunst og kultur som sundhedsfremme og værktøjer til at planlægge, implementere og evaluere indsatser.
Underviserne kommer fra universiteter rundt om i landet samt kunst- og kulturverdenen og har alle ekspertise inden for deres respektive områder i krydsfeltet mellem kunst, kultur og sundhed.
Deltager i workshops
Kurset består af otte undervisningsdage fordelt over fire måneder og veksler mellem forelæsninger, gruppearbejde, museumsbesøg og workshops blandt andet i fælleslæsning, kreativ skrivning, dans og musikterapi.
”Vi håber at inspirere deltagerne og give dem mulighed for på egen krop at mærke, hvordan forskellige kunst- og kulturindsatser påvirker dem. Vi håber også, at kurset kan være med til at styrke netværksdannelse inden for dette område,” siger Mette Marie Kristensen.
Kurset udbydes i samarbejde med sundhedssektoren i Region Skåne og Lunds Universitet.
Der er informationsmøde online den 19. september kl. 15-15.45, hvor man kan høre mere om kurset.
For yderligere spørgsmål kontakt: Kursuskoordinator og ph.d.-studerende Mette Marie Kristensen, tlf.: 6550 7805, e-mail: memk@sdu.dk, og professor Anna Paldam Folker, tlf.: 6550 7860, e-mail: anpf@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.