Flere drukneulykker – især ældre mænd er blandt ofrene
Der er sket en stigning i antallet af drukneulykker, viser en ny rapport. Stigningen skyldes særligt ældre mænd, der bader ved stranden eller er på sejltur.
I 2022 døde 67 mennesker i en drukneulykke i Danmark mod 50 mennesker i 2021. Stigningen skyldes især flere drukneulykker blandt ældre mænd.
Det fremgår af den nationale druknestatistik, som Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet for TrygFonden. Statistikken udkommer hvert år og viser blandt andet omfanget og årsagerne til drukneulykker i Danmark.
Indhentningen af dødsattester fra Dødsårsagsregisteret afsluttes først cirka et år efter slutningen af et kalenderår. Derfor går der lidt ekstra tid, inden tallene er klar til offentliggørelse, og det betyder, at det nu er 2022-tallene, som offentliggøres.
Offeret i hver femte drukneulykke i 2022 var en mand på 75 år eller derover. Til sammenligning var det hver tiende i 2021.
Ifølge rapportens hovedforfatter og akademisk medarbejder ved Statens Institut for Folkesundhed, Hannah Ahrensberg, er det ikke usædvanligt, at den største andel af drukneulykker forekommer blandt mænd, især blandt de midaldrende og ældre:
”Men det særlige ved 2022 er, at vi ser en markant stigning blandt mænd på 75 år og derover. Det kan være tilfældigheder, men det kan også skyldes en stigning i antallet af ældre, som er mere aktive og bruger mere tid ved vandet, hvor de bader eller falder overbord fra deres fritidsbåd. En kombination af flere aktive ældre og et nedsat funktionsniveau kan derfor være en mulig forklaring.”
Færre drukneulykker skyldes alkohol og stoffer
Mens antallet af drukneulykker generelt er steget, er der samtidig sket et fald i andelen af drukneulykker relateret til alkohol eller stoffer. I 2022 var alkohol eller stoffer involveret i 27 procent af alle drukneulykker. Til sammenligning var alkohol og stoffer medvirkende årsag til næsten hver anden drukneulykke i 2021.
”Det er positivt, at andelen er faldet og nu ligger på et niveau, som tidligere år. Vi har dog tidligere set udsving og kan derfor ikke sige, om det er et fald, der kommer til at fortsætte, men det kan man selvfølgelig håbe på,” siger Hannah Ahrensberg.
Rapporten er en del af TrygFondens samlede indsats ”Respekt for Vand”, der har til formål at forebygge drukneulykker i Danmark.
Ud over de 67 fatale drukneulykker, som skyldes en ulykke, omkom 34 andre i 2022 af selvmord ved drukning. For 11 personer var dødsårsagen ubestemt. Det vil sige, at 112 mennesker i alt døde ved drukning i 2022.
Kontakt: Hannah Ahrensberg, akademisk medarbejder, tlf.: 6550 7703, e-mail: hana@sdu.dk, og Maria Holst Algren, seniorrådgiver, tlf.: 6550 7774, e-mail: maho@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.