Nyt studie undersøger håb i sundhedsinterventioner
Når danskere siger ja til at deltage i folkesundhedsinterventioner, er det ofte med et mål om at forbedre deres sundhed eller forhindre sygdom. Men hvad sker der, såfremt deltagerne misforstår formålet eller i virkeligheden håber på at opnå noget helt andet?
Når forskere og projektledere går i gang med nye folkesundhedsinterventioner, er det med ønsket om at fremme sundhed eller forhindre sygdom for deltagerne, hvilket generelt anses for positivt.
Et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed peger imidlertid på, at folkesundhedsinterventioner kan have nogle utilsigtede konsekvenser for de personer, der er mål for interventionerne i form af mistillid, fremmedgørelse og skuffelse over for det etablerede sundhedssystem.
Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Health Promotion International.
Det tager udgangspunkt i et såkaldt kvalitativt single-case study, hvor en kvinde deltager i en forebyggelsesintervention med fokus på at skabe sunde vaner og opspore og forebygge livsstilsrelaterede sygdomme. Interventionen er et forskningsprojekt, hvor kommunen ”leverer” aktiviteterne og sundhedstilbuddene i interventionen, fortæller adjunkt Marie Broholm-Jørgensen, der står bag studiet:
”Kvinden har imidlertid nogle helt andre forventninger til interventionen. Hun håber, at den i virkeligheden vil skabe nogle sociale forandringer i hendes liv. Kvinden er ensom og har nogle sociale problemstillinger og håber, at interventionen vil hjælpe hende med at udvide hendes sociale netværk. Men det kan interventionen ikke leve op til, det har aldrig været dens fokus, men det skuffer hende alligevel dybt.”
Afviser kommunen
Kvinden tilbydes forskellige tilbud i forbindelse med interventionen, blandt andet hjælp til at tabe sig og psykologhjælp, men vil ikke tage imod nogle af tilbuddene. Hun er skuffet, idet hun håbede på noget mere og en helt anden form for hjælp.
”Der sker det, at kvinden retter sin skuffelse mod kommunen, idet den jo står som afsender af tilbuddene og selve interventionen. Hun mister tilliden til, at kommunen kan og vil hjælpe hende og bliver mistroisk og vil måske også i fremtiden afvise kommunens hjælp. Og hvor skal hun så gå hen for at få hjælp fremover? Kvinden er i forvejen en sårbar og social udsat person, så man kan godt frygte, at hendes situation forværres, hvis hun ikke vil have noget med kommunen at gøre,” siger Marie Broholm-Jørgensen.
Udover casen bygger studiet på en bagvedliggende analyse af håb blandt alle deltagere i procesevalueringen af forebyggelsesinterventionen, og casen med kvinden er ifølge Marie Broholm-Jørgensen udvalgt, fordi den afspejler en vigtig og ofte overset problematik i interventionsforskning.
Vigtigt med etisk reflektion
Marie Broholm-Jørgensen understreger, at interventionen ikke gør noget forkert. Tværtimod er der gjort meget ud af at kommunikere til deltagerne om formålet og hensigten, og om hvad deltagerne kan forvente af forandringer. Der er indhentet samtykke fra alle deltagere, interventionen lever op til alle etiske krav om GDPR, og alt er sådan set på sin plads. Alligevel misforstår kvinden eller forstår ikke til fulde interventionens hensigter.
”En vigtig pointe er derfor, at projektledere og interventionsforskere bør gøre sig nogle etiske refleksioner, når de intervenerer i folks liv. De skal være opmærksomme på og undersøge deltagernes perspektiver, forståelser og forventninger til interventionen, inden den går gang, således at de bedre kan belyse og foregribe eventuelle misforståelser, som kan have konsekvenser for deltagernes håb og værdier knyttet til interventionen,” siger Marie Broholm-Jørgensen og understreger, at der altid vil være deltagere, der er skuffede over en intervention eller mangel på resultater.
”Alligevel tyder studiet på, at det er vigtigt med en etisk diskussion og refleksioner over hele forløbet og de konsekvenser, der kan opstå ikke bare for deltagerne, men også for sundhedssystemet, som jo kan risikere at blive mistænkeliggjort og miste borgernes tillid. Etiske overvejelser i folkesundhedsinterventionsforskning vedrører derfor mere end informeret samtykke, autonomi og anonymitet, det kræver løbende kritiske refleksioner over deltagernes hverdag og deres håb for et fremtidigt liv.”
Studiet er finansieret af TrygFonden og Kvalitets- og efteruddannelsesudvalget for almen praksis.
Kontakt: Adjunkt Marie Broholm-Jørgensen, tlf.: 6550 7819, e-mail: mbro@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.