Fortællende journalistik
Lige siden urmenneskerne samledes om bålet for at høre om en vild mammutjagt, har vi fortalt historier. Gamle bønder har givet erfaringer videre, når de fortalte om fortidens dumme dyrkningsbeslutninger, sømænd er kommet hjem med inspirerende beretninger om, hvordan folk levede under fremmede himmelstrøg, og i skillingsviserne sang man om kærlighedskvaler, mordbrand, svig og alle de drifter, der ikke er til at styre.
Historierne har fået os til at forstå os selv, hinanden og den verden, vi lever i – og det gør de stadig. Den gode fortælling findes langt tilbage i journalistikken, og i de seneste årtier er den fortællende journalistik igen blevet en populær genre, der låner af fiktionens virkemidler for at bringe os helt tæt på andre mennesker og fremmede miljøer.
Faget giver en bred indsigt i det teoretiske fundament bag fortællingen. Vi analyserer genretræk og metoder og ser på fortællingens betydning i det moderne mediebillede.
Undervejs skal I læse og lytte til fremragende eksempler på fortryllende fortællinger.
Fortællende journalistik er også et praksisfag, hvor du lærer, - eller bliver bedre til selv at producere fortællende journalistik. Vi arbejder med genrens karakteristiske deleelementer som f.eks scene, rekonstruktion, karaktertegning og plot. Efter kurset står du med en solid værktøjskasse som fortæller.
Kursets opbygning
Kurset består af 6 digitale moduler, hvor den fortællende journalistiks teorier, metoder og formsprog beskrives og diskuteres. Hvert modul åbner med en podcasts som de to undervisere har produceret til faget, og så får du pensumtekster og eksempler på fortællende journalistik fra ind- og udland. Modulerne kan du arbejde med præcis, når det passer dig.
Efter fem af modulerne skal du lave en opgave, der knytter sig til modulets tema – fx plot eller scene. Opgaverne udgør tilsammen fagets eksamen.
Efter hvert modul mødes vi til et onlineseminar. Her diskuterer vi hinandens produktioner og ser på, hvordan de passer ind i eller stritter imod, det I har læst i pensum og mødt i de eksempler, vi sammen har læst og lyttet til.