Forskningsidentiteter i et forskningsfællesskab

Wicked Scientist. Excella. Miss Calculation. Tre prototypepersonaer for ph.d.-studerende ved FNUG. En ’persona’ er en slags alter ego, en særlig karakter eller aspekt. De tre forskningspersonaer blev udviklet i forbindelse med et ph.d.-seminar, hvor de seks deltagende ph.d.-studerende arbejdede med at udvikle deres forskningsidentitet, og hvor vi også arbejdede med FNUG som forskningsfællesskab.

 

Et omdrejningspunkt i tilrettelæggelsen af seminaret er det standpunkt, at performance (som kan oversættes til ’fremførsel’, uden at dét er helt dækkende…), ja, performance kan på en legende og kollektiv måde bistå i håndtering af den tvetydighed og åbenhed, der kan være forbundet med at blive forsker og indgå i et forskningsfællesskab. Ved at trække på ’performance’ som tradition og praksissfære kan vidensproduktionens flydende og åbne karakter udfoldes. Selve vidensproduktionens performance-kvaliteter træder i forgrunden.

 

Når vi på FNUG arbejder med inspiration fra performance og trækker på andre kreative og æstetiske tilgange, så har det forbindelse med min selvstændige visuelle praksis med video og installation og med mit tidligere arbejde med formidling, performance og design. (Jeg har blandt andet været studieleder på kommunikationsuddannelsen Performance Design). Udforskning og udvikling af personaer i forskningsprocesser har været en integreret del af min videnskabelige rejse, f.eks. i udviklingen af den 'performativt skizoide' metode (man kan have flere forskningspersonaer!) og gennem deltagelse i det aktivistiske performancepædagogiske projekt 'Sister's Academy'.

At blive forsker

For ph.d.-studerende er arbejdet med et ph.d.-projekt samtidig en tilblivelse som forsker: Hvilken slags forsker er jeg? Hvem er jeg som forsker?

Kreativ og kollektiv udforskning af denne tilblivelse rummer potentiale for dyb og personlig læring. Jeg forsøger at arbejde med dette i min ph.d.-vejledning og som forskningsleder. Jeg arbejder med, hvordan vi kan tilrettelægge situationer, der understøtter læring og skaber fællesskaber. Jeg forsøger i dette at balancere i et spænd mellem tilrettelæggelse og åbenhed. En af mine yndlingstankefigurer for dette er ’sværmen’. Jeg synes, at sværmen som metafor opsummerer, hvordan kollektiver kan fungere som selvorganiserede og åbne systemer, der bevæger sig i nogenlunde samme retning, men uden at være stramt styret eller kontrolleret, men snarere emergent koordineret gennem strategiske og dialogiske processer –  som et kontinuerligt fremvoksende og foranderligt sanse- og læringsmiljø – som bier i en sværm.

At forske med performance i centrum

Fysiker og videnskabshistoriker Andrew Pickering foreslår provokerende, at ’viden’ ikke længere skal være centrum i det videnskabelige verdensbillede. I stedet skal ’performance’ placeres i videnskabens centrum. Han siger: »Hvis der er en sol, som alt andet drejer sig om, så er det performance, ikke viden[...] - viden er en planet eller måske en komet, som nogle gange deltager i dynamikken i praksis og andre gange ikke.« (Pickering 2010, 380).

Pickering fjerner altså viden fra centrum og sætter i stedet performance og praksis centralt. Begrundelsen hentes i empiriske undersøgelser af videnskab og teknologiudvikling, som også kendes under traditionen STS (Science and Tecnology Studies). Viden er afhængig af praksis og performance. I denne fremstilling betragtes videnskab som et felt af kræfter og indlejrede forestillinger. Videnskab omfatter både repræsentative og konceptuelle dimensioner (produktion af videnskabelig viden), og videnskab omfatter praktiserede og performede mere-end repræsentationelle aspekter, såsom en indlejring i tid, materialitet og socialitet. (Pickering 1995, 380-390 passim.).

FNUGs SKY ph.d.-seminar

FNUGs ph.d.-seminar kan ses som en mikrosituation, der bygger på disse indsigter og responderer på opfordringen om at lade performance være omdrejningspunkt for videnskabelse. Seminaret udforsker og udvikler med afsæt i performance nye æstetiske og videnskabelige praksisser i naturfagsdidaktisk forskning og forskeruddannelse.

Seminaret fandt sted fra kl. 10 til kl. 18 den 15. august 2023 på et sted kaldet 'SKY', et konferencelokale med panoramaudsigt over Syddansk Universitets campus i Odense (se billedet).

Ph.d.-seminaret bestod af forskellige interaktive øvelser og aktiviteter og blev udviklet og faciliteret af ph.d.-stipendiaternes hovedvejleder (mig) i samarbejde med ph.d.-studerende Amalie Thorup Eich-Høy.

PROGRAM

I programinvitationen blev seminaret rammesat, og der blev linket til potentiel baggrundslæsning. Ydermere blev hver deltager opfordret til at medbringe rekvisitter, tøj, parykker eller andre artefakter, der »indeholdt energi« for dem i forhold til at udvikle en forskerpersona, ligesom de blev bedt om at medbringe en genstand, der relaterer sig til det, de oplever som pædagogikken og tilgangen i vores forskningscenter, FNUG. Vi havde desuden forberedt et sortiment af tøj, rekvisitter og makeup, som de kunne arbejde med.

Kunstbaseret naturfagsdidaktisk forskeruddannelse

Ph.d.-seminaret for nye naturfagsdidaktiske forskere var en kunstbaseret læringsaktivitet. Arbejdsformen på seminaret iscenesatte åbne udforskningssituationer og fremhævede processen med at arbejde konkret med artefakter og performances. Denne måde at arbejde på hænger godt sammen med en tendens, der er inden for naturfagsdidaktik, hvor der er en stigende interesse for oplevelse, affekt og æstetik. Det ses for eksempel i, at æstetik og affekt i naturfagsundervisningen er temaet for et særnummer af et anerkendt internationalt forskningstidsskrift. Redaktørerne Per-Olof Wickman, Vaughan Prain og Russell Tytler peger i deres introduktion på, at æstetik bidrager med righoldige indsigter til forholdet mellem affekt, følelser og læring (2022, s. 718).

Kunstneriske og æstetiske metoder og praksisser kan inddrages metodologisk i forskningen. For eksempel kan performance, fortælling, poetiske udtryk, billedkunst og litteratur benyttes i forskningsprocesser, som ønsker at tage skridtet videre fra kval-kvant modstillingerne og arbejde praksisrettet, designbaseret, skabende og intervenerende.

Et sådant forsknings-skabelses-paradigme giver nye forskere mulighed for at omfavne flerstemmighed og endda multiple standpunkter og identifikationsprocesser i deres udforskning af naturfagsdidaktisk forskning. Det giver mulighed for, at en erfaring som naturvidenskabeligt uddannet kandidat kan aktiveres ind i en human- og samfundsvidenskabeligt formet uddannelsesforskningstradition, ligesom det giver mulighed for, at en humanist kan arbejde med positionering af sig selv ind i et forskningsområde, som er præget af en naturvidenskabelig selvforståelse. Forskerstuderende får mulighed for at forbinde sig med deres identitet som naturvidenskabelige eller humanistiske kandidater og re-positionere denne personlige erfaring som forskere i naturfagsdidaktik. Dette bidrager til transformative aspekter af ph.d.-uddannelsen og bidrager til vores forståelse af skæringsfeltet mellem naturfag og universitetspædagogik.

Afslutningsvist: For en lettilgængelig introduktion til, hvordan man kan arbejde med performance, poesi og anden æstetisk praksis som forskning, se Patricia Leavys 'Art Meets Method'. For at få et indtryk af mit arbejde med performativitet og forskning, se forskningsartiklen »Performative Schizoid Method« - som netop er blevet udvalgt til et jubilæumsnummer af tidsskriftet ParTAKE - Performance as Research, hvor den oprindeligt blev udgivet for fem år siden. En version af samme artikel er udgivet på dansk under titlen 'Improvisatoriske videns-performances' i en redigeret antologi af design- og planlægningsforskerne Pløger, Førde & Sand fra 2021.