At åbne skuffen – til smertelige minder

Vibeke har aldrig set et billede af sig selv som spæd. Hun har heller ikke andre ting, der kan minde hende om hendes første leveår i slutningen af 1960’erne.

I dag ved hun, at de blev tilbragt på Norges Minde, et spædbørnshjem i København, inden hun blev bortadopteret.

Hun har som mange andre tidligere børnehjemsbørn huller i sin livshistorie, og da hun bliver bedt om at udvælge en ting, der er relateret til hendes opvækst på børnehjem, holder hun et stykke blankt papir frem.

Tomhed eller mulighed

Det blanke papir kan tolkes som et symbol på manglende vished og følelse af tomhed, men det kan også ses som en mulighed for at finde og sammensætte konkrete spor fra hendes første leveår, mener Stine Grønbæk Jensen.

Hun er antropolog og har i flere år forsket i tidligere børnehjemsbørns erindringsarbejde.

-Mange af dem har følt sig historieløse i deres ungdoms- og voksenliv. Erindringer om deres opvækst kan være præget af følelser af skam, skyld og svigt, og de har lagt låg på dem af frygt for, at fortiden skal præge deres nutid, siger Stine Grønbæk Jensen.

Men i de sener år er stadig flere begyndt at åbne skuffen til deres fortid for at finde spor og forklaringer, der kan hjælpe dem med at håndtere og kontrollere de ofte smertelige erindringer, som hidtil har kontrolleret dem - og præget deres liv.

-En del har selv fået børn i 1970’erne og 1980’erne og har ikke haft lyst til at få for meget frem på det tidspunkt. Deres livshistorier repræsenterer jo en modfortælling til fortællingen om den velfungerende danske velfærdsstat.

- Og de har i mange år ikke følt, at de kunne dele deres fortælling fra skyggesiden af velfærdsstaten med nogen, siger Stine Grønbæk Jensen.

Rejse ind i fortiden

Hun har interviewet og fulgt tidligere børnehjemsbørn, der– ofte i en sen alder – er rejst ind i fortiden. De har f.eks. indsamlet fotos, genbesøgt børnehjem, opsøgt slægtninge eller fået kontakt til nogle af de andre børnehjemsbørn, som de har delt en del af deres barndom med.

-Gennem erindringsarbejdet får de tidligere børnehjemsbørn mulighed for at reflektere og finde forklaringsmodeller, der kan hjælpe dem med at forholde sig kritisk til det, de har været udsat for, siger Stine Grønbæk Jensen.

Hun peger på to hovedårsager til, at tidligere børnehjemsbørn har svært ved leve med deres erindringer fra barndommen.

-De kan have vanskeligheder ved overhovedet at forme en autobiografisk erindring, fordi der ikke er stabile vidner til deres liv.

-De er blevet flyttet rundt, og deres barndom har måske været vævet ind i tabuer med misbrug, skam og hemmeligholdelse, f.eks. at deres mor har været enlig og er blevet gravid med en gift mand eller en tysk soldat, siger Stine Grønbæk Jensen.

-En anden er, at mange har oplevet svigt, social degradering, overgreb, der sidder i dem som uønskede kropslige erindringer, de forsøger at fortrænge, siger hun.

Stine Grønbæk Jensen har været knyttet til Center for Dansk Velfærdstatshistorie på SDU under sit forskningsforløb, der er mundet ud i en ph.d.-afhandling.

Men hendes daglige arbejdsplads har ligget i Svendborg på Danmarks Forsorgsmuseum.

Museet har gennem mange år beskæftiget sig med børneforsorgens historie – især fra tidligere børnehjemsbørns perspektiv, og den permanente udstilling ”Du skal ikke tænke på din Far og Mor” giver et indblik i, hvordan hverdagen var for mange af de børn, der blev anbragt i statens varetægt.

Fortiden er nærværende

Museet får derfor ofte henvendelse fra tidligere børnehjemsbørn, som søger oplysninger eller gerne vil fortælle deres version af historien.

Og Stine Grønbæk Jensen har fulgt nogle af dem i deres rejse ind i fortiden.

-Fælles for dem er, at fortiden er meget nærværende, og at den kaster skygge hen over deres liv i dag. Og én bevægelse går igen: Når deres erindringer får ydre form, kan de bedre distancere sig fra den måde, de er blevet behandlet på, siger Stine Grønbæk Jensen.

Symbolet Godhavn

Et børnehjem – Godhavn -har en central betydning for, at der i de senere år er kommet offentligt fokus på forholdene på danske børnehjem for 40-80 år siden.

Medlemmerne af Landsforeningen Godhavnsdrengene har i 10 år kæmpet for at få oprejsning for de svigt og overgreb, de oplevede dengang de som børn var anbragt på børnehjem.

- Godhavnsdrengenes kamp for en officiel undskyldning har ændret landskabet for tidligere børnehjemsbørn, fordi det har skabt en anerkendt betydningsramme for erindringer om, hvordan det var at være børnehjemsbarn i Danmark., siger Stine Grønbæk Jensen.

Hun peger på, at der med offentligheden om Godhavn er opstået et rum, hvor andre er villige til at lytte til, tro på og tage del i erindringer knyttet til svigt og overgreb. Og den udvikling giver tidligere børnehjemsbørn mulighed for at åbne skuffen og forholde sig til deres egen personlige historie.

-Det er blevet muligt at italesætte erindringer, som netop var kendetegnet ved, at de manglede, eller at de var lagret i kroppen og således var ordløse. Så det, der før var stuvet væk og lagt låg på, kan nu få en ydre form, som kan erkendes og problematiseres, siger Stine Grønbæk Jensen.

Også gode minder

Godhavn tegner således en linje fra individuel lidelse til fælles etisk og politisk handling.

-Men det store fokus på overgreb og svigt betyder samtidig, at de tidligere børnehjemsbørn, der overvejende har gode minder, oplever, at deres erindringer trues eller mistænkeliggøres.

-For at værne om deres egen historie og nuancere den nye dominerende fortælling om dansk børneforsorg er flere af dem, der har haft en god opvækst på børnehjem, derfor også begyndt at bedrive erindringsarbejde med Godhavn som centralt orienteringspunkt, siger Stine Grønbæk Jensen.

I dag er der flere erindringsfællesskaber, hvor tidligere børnehjemsbørn mødes, og der er oprettet Facebook-grupper for de enkelte børnehjem.

-Erindringsarbejdet rummer transformerende processer, hvor det bliver muligt at reflektere over den måde, de er blevet formet på.

- For nogle af de yngre ændrer det deres liv. De kan komme videre på en anden måde. For de ældre er der ofte tale om en accept af, at det var nu mit liv, siger Stine Grønbæk Jensen.